Britisk flåde tilbageholder olietanker - nu truer Iran med hævn

Konflikten mellem USA og Iran har de seneste par måneder ført til en række sammenstød.

En iransk supertanker har siden torsdag været tilbageholdt af den britiske flåde ved Gibraltar. Skibet overtrådte ifølge de lokale myndigheder USA og EU's sanktioner, da det var på vej til Syrien med råolie.

Nu kræver Irans udenrigsministerium, at olietankeren Grace 1 "frigives øjeblikkeligt". Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Reuters truer Iran med at tilbageholde en britisk olietanker, hvis ikke Grace 1 får lov til at sejle videre.

Men ifølge den spanske udenrigsminister, Josep Borrell Fontelles, var det USA, der beordrede skibet stoppet.

- Strålende nyhed

Og netop USA har reageret med begejstring. Natten til fredag dansk tid skrev USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, på Twitter:

- Strålende nyhed: Storbritannien tilbageholder supertankeren Grace 1 ladet med iransk olie til Syrien i strid med EU's sanktioner.

Bolton regnes som arkitekten bag de amerikanske sanktioner mod Iran.

Konflikten mellem USA og Iran er eskaleret, siden præsident Trump i maj 2018 valgte at trække sig ud af den internationale aftale om Irans atomprogram, der blev indgået i 2015.

Flere sammenstød

USA har efter bruddet med atomaftalen genindført skrappe sanktioner over for Iran. Herunder en olieembargo, der skal forhindre, at Iran sælger olie på verdensmarkedet.

Konflikten mellem de to lande har ført til en række sammenstød - blandt andet i det strategisk vigtige Hormuzstræde.

Midt i juni blev to tankskibe angrebet i netop Hormuzstrædet - et angreb, som USA beskyldte Iran for at stå bag. Iran nægtede enhver indblanding i angrebet på tankskibene.

To tankskibe blev i juni ramt i et angreb i Hormuzstrædet.
To tankskibe blev i juni ramt i et angreb i Hormuzstrædet. Foto: - / Ritzau Scanpix

Trump afblæste angreb

En uge senere skød Iran en militær amerikansk drone ned - også ved Hormuzstrædet. Ifølge USA blev dronen skudt ned, da den befandt sig i internationalt luftrum. Iranerne siger, at dronen var i iransk luftrum.

Nedskydningen fik præsident Trump til at godkende et militært angreb på Iran, men ifølge Trump selv afblæste han angrebet i 11. time.

Billedet her viser dele af den nedskudte drone.
Billedet her viser dele af den nedskudte drone. Foto: Tasnim News Agency / Ritzau Scanpix

USA har i forbindelse med konflikten oprustet markant i Mellemøsten. I øjeblikket består oprustningen af omtrent 10.000 soldater, flere langtrækkende bombefly samt et hangarskib med støttefartøjer.

Området er ekstremt vigtigt for verdens olieeksport.

Hormuzstrædet og Omanbugten har været omdrejningspunkt for store dele af konflikten mellem USA og Iran.
Hormuzstrædet og Omanbugten har været omdrejningspunkt for store dele af konflikten mellem USA og Iran. Foto: Johannes Skoog / TV 2

Omkring 40 procent af verdens olieproduktion sejler ifølge erhvervsmediet Bloomberg fra Den Persiske Golf gennem Hormuzstrædet og via Omanbugten ud på Det Arabiske Hav og videre til resten af verden.