Udland

Østrig vil som det første EU-land forbyde glyfosat

Ukrudtsmidlet Roundup, som indeholder det kemiske stof glyphosat, der nu er på vej til at blive forbudt i Østrig. Regis Duvignau / Ritzau Scanpix

Parlamentet i Østrig godkender forslag om at forbyde glyfosat, der mistænkes for at kunne give kræft.

Østrig er som det første land i EU på vej til at indføre et totalforbud mod glyfosat, der er det aktive kemiske stof i sprøjtemidlet Roundup.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag stemte et flertal i Østrigs parlament for et forslag om at forbyde al brug af produkter med glyfosat. Det kemiske middel mistænkes for at kunne forårsage kræft.

Lovforslaget var stillet af Østrigs socialdemokratiske parti.

EU fornyede godkendelsen

Kritikere af parlamentets beslutning mener ifølge AFP, at det kan være ulovligt for et medlemsland af EU på egen hånd at indføre et forbud mod et middel, der er godkendt af EU.

Selv om Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i 2015 klassificerede glyfosat som "muligvis kræftfremkaldende", så besluttede EU i december 2017 at forny godkendelsen af ukrudtsmidlet på det europæiske marked i yderligere fem år.

EU-Kommissionen fremhævede i den forbindelse, at EU's kemikalieagentur, Echa, og unionens fødevareagentur, Efsa, ikke anser glyfosat for at være kræftfremkaldende.

Det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, EPA, vurderer ligeledes, at glyfosat er sikkert.

Har tabt tre retssager - kræftramte fik tilkendt erstatning

I Danmark har Miljøstyrelsen godkendt stoffet og vurderet, at det er sikkert at anvende i forhold til mennesker og miljø.

I Danmark bliver Roundup primært brugt i landbruget til blandt andet nedvisning og på markerne før fremspiring. Midlet er også populært blandt haveejere herhjemme.

Roundup produceres af den amerikanske kemigigant Monsanto, som i 2018 blev overtaget af den tyske Bayer-koncern.

De seneste måneder har Bayer tabt tre retssager i Californien om Roundup, hvor kræftramte personer er blevet tilkendt store erstatningssummer.

Bayer har tidligere sagt, at det "er overbevist om, at glyfosat er sikkert og ikke fremkalder kræft".