Udland

Kongressen i brev til Facebook: Jeres møntfod kan true verdensøkonomien

Kryptovalutaen Libra, som blandt andre Facebook står bag, kan true den finansielle stabilitet, hvis ikke den er reguleret korrekt. Sådan lyder advarslen fra den amerikanske kongres.

Et udvalg under den amerikanske kongres kræver tid til at undersøge konsekvenserne af Facebooks kommende kryptovaluta.

Udviklingen af den nye digitale møntfod Libra, som Facebook står bag, skal øjeblikkeligt sættes på pause.

Det har et udvalg under den amerikanske kongres beordret i et brev, der er stilet til blandt andre Mark Zuckerberg, Facebooks skaber.

Udvalget, der lovgiver og behandler finansielle tjenester i USA, kræver tid til at undersøge de mulige konsekvenser af den nye kryptovaluta, da det ellers kan få store konsekvenser for økonomien i hele verden.

- Hvis produkter og ydelser som disse bliver reguleret forkert, eller der ikke er det tilstrækkelige tilsyn med dem, kan de udgøre en systematisk risiko, der kan true den amerikanske og globale finansielle stabilitet, skriver udvalget i brevet, der er blevet offentliggjort på udvalgets hjemmeside.

Facebooks fortid giver frygt

Udover Mark Zuckerberg er brevet blevet sendt til Sheryl Sandberg, der er næstkommanderende i Facebook, og David Marcus. Han er administrerende direktør i Calibra, et underselskab til Facebook, der har fået til opgave at udvikle den digitale pung, der skal bruges til at håndtere den kommende møntfod. Det er planen, at den digitale valuta skal være tilgængelig allerede næste år.

Teknisk set er Facebook kun ét af flere firmaer, der står bag Libra. Da projektet blev præsenteret i juni, fremgik i alt 28 firmanavne på listen over de involverede. Udover Facebook var det giganter som Spotify, Uber, Visa, PayPal og Vodafone.

Hvad er digital valuta?

  • Digital valuta kan kun veksles elektronisk.
  • Transaktioner med de digitale valutaer foregår uden om bankerne. De kan købes på forskellige børser på internettet. Prisen styres af udbud og efterspørgsel.
  • Systemet bygger på en såkaldt Blockchain-teknologi. De digitale mønter kan opbevares i en virtuel pung på nettet.
  • Et voksende antal fysiske forretninger og onlinetjenester er begyndt at tage imod bitcoin som betaling.
  • Der findes flere end 1000 forskellige kryptovalutaer. Den bedst kendte kryptovaluta er bitcoin, der blev introduceret i 2009.

Alligevel er brevet stilet til ledelsen af Facebook, og udvalget henviser direkte til Facebooks problemer de senere år. Blandt andet nævnes firmaet Cambridge Analytica, der høstede data fra mere end 50 millioner mennesker gennem Facebook og brugte den viden i politiske kampagner.

- Investorer og forbrugere af Libra kan blive udsat for seriøse bekymringer om sikkerheden af deres privatliv, den nationale sikkerhed, cybersikkerhed og handelsrisici. (…) Disse risici er endnu klarere i lyset af Facebooks problematiske fortid, hvor de ikke altid har holdt brugernes information sikker, står der i brevet.

For stor til at fejle

Udvalget skriver desuden, at Libra kan udfordre den amerikanske pengepolitik og den amerikanske dollar. Det kan være skidt nyt for hele verdensøkonomien, advarer udvalget.

Derfor beder de nu om tid til at undersøge, hvad konsekvenserne af Libra kan blive.

Allerede 17. juli har udvalget planlagt en offentlig høring på området, hvor der blandt andet er lagt op til, at kongresmedlemmerne skal blive klogere på, hvad Libra kan komme til at betyde for det finansielle system i USA.

- Fordi Facebook allerede er i hænderne på mere end en fjerdedel af jordens befolkning, er det essentielt, at Facebook og dets partnere øjeblikkeligt indstiller sine planer om at implementere, indtil lovgivere og kongressen har haft mulighed for at undersøge disse emner og tage hånd om dem, står der i brevet, der er underskrevet af formanden for udvalget, den 80-årige demokrat Maxine Waters.

Hun advarer samtidig mod, at hvis Libra bliver implementeret uden tilstrækkelig kontrol og tilsyn, kan møntfoden risikere at være ”for stor til at fejle”. Det er typisk en vending, der bruges om samfundets vigtigste banker og institutioner.