BLOG: 50 sårede afghanske børn er ikke en overskrift værd

16x9
Uddannelsesministeriet i Kabul appellerer magtesløst til, at ”alle stridende parter garanterer elever, lærere og skolers sikkerhed”. Det gør Unicef også. Og det er desværre ikke første gang, skriver Simi Jan Foto: Sharif Amiry

BLOG: Billederne af sårede børn i skoleuniformer og med deres hæfter og blyanter stadig i hånden er et brutalt billede på Afghanistans glemte krig.

Chokket og traumet vil følge dem i mange år, hvis ikke altid. Men alligevel er børnene heldige. De overlevede.

Mere end 50 af deres jævnaldrende blev også såret, mens nogle slet ikke var så heldige, da et stort bombeangreb mandag ramte hjertet af Kabul. Lige ved forsvarsministeriet, midt i morgenmyldretidstrafikken, mens børnene sad på skolebænken.

Flere skoler blev beskadiget – to af dem var tæt på. Midt i undervisningen blev vinduerne i klasseværelserne sprængt i småstykker på grund af trykket fra den kraftige bombe i en lastbil.

Børnene blev hastet på skadestuen. Brutalt. Men ikke brutalt nok til at ramme de danske nyhedsmedier. Bomber i Afghanistan er tilsyneladende blevet hverdag og derfor ikke nyhedsværdigt.

Billederne af de små børn er ikke alene en tragedie, men et wakeup-call for det internationale samfund.

Vågn op. Krigen i Afghanistan er ikke ovre. Den fortsætter. Den bliver blodigere. Ifølge Red Barnet er Afghanistan et af de farligste steder i verden for børn. Fordi de ligesom børnene på billederne betaler den ultimative pris for blandt andet at gå i skole. De er landets fremtid – og de er i skudlinjen.

For angreb mod skoler er tredoblet mellem 2017 og 2018 – fra 68 angreb til 192.

Tallene er fra UNICEF, FN's Børnefond, der arbejder for, at børn overlever og klarer sig. Omkring halvdelen af landets børn går i forvejen slet ikke i skole grundet forværret sikkerhed, fattigdom og diskrimination mod piger.

Sidste år blev over 1000 skoler lukket - yderligere en halv million børn blev frataget retten og muligheden for at gå i skole.

Det er dem, der en dag skal genopbygge det krigshærgede land. Og derfor er det vigtigt, at det fundament, der er altafgørende for deres fremtid, ikke smuldrer under deres fødder.

Derfor det er vigtigt, at verdenssamfundet ikke vender det blinde øje til tragedien i tragedien. For når børn bliver angrebet, er det netop en tragedie i tragedie.

Når mine afghanske venner er angste, mens deres børn er i skole, er det, fordi de frygter, at børnene måske ikke kommer levende hjem.

De er bange for deres børns fremtid, og nogle af dem vælger at forlade deres fædreland, og det er ikke en nem beslutning.

Når de afghanere, jeg møder på mine rejser, har mistet troen på en fremtid og ikke ser et håb for fred, er et angreb som dette salt i deres åbne sår. Og det bekræfter deres modløshed. For angreb og trusler mod skoler – angreb, drab og kidnapninger af lærere – er ved at få en hel generation af børns drømme og håb til at visne.

Så mens USA og Taliban er ved at forhandle om en fredsaftale i oliestaten Qatar forud for præsidentvalget i Afghanistan til september, stiger frygten for en borgerkrig blandt afghanerne.

For hvad vil der ske, når de sidste amerikanske tropper trækker sig helt ud af landet? Mine afghanske venner, der stadig bor i Kabul, frygter det værste. De andre er flygtet. Og så er der alle dem, der allerede har mistet livet.

Uddannelsesministeriet i Kabul appellerer magtesløst til, at ”alle stridende parter garanterer elever, lærere og skolers sikkerhed”. Det gør Unicef også. Og det er desværre ikke første gang.

De afghanske børn sætter livet på spil for at gå i skole – de betaler prisen for den lange krig, der blev indledt for at fjerne Al-Qaeda og for at sikre, at Afghanistan ikke atter bliver en terrorrede.

Det internationale samfund byggede skoler, og politikerne fremhævede alle de børn, der kom i skole. Det var nærmest breaking news. En succeshistorie. Nu er over 50 sårede afghanske børneliv ikke engang en overskrift værd.