Udland

EU-lederne skal igen forsøge at lægge den store kabale - Vestager er fortsat i spil, og hun har en fordel

Efter en langstrakt ”fiasko” og en halv hviledag prøver EU’s regeringsledere tirsdag klokken 11 igen at få styr på topposterne.

- Folk er trætte og skal hjem at sove lidt. Vi arbejder videre i morgen.

Sådan lød det fra den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), mandag klokken 13.45 på vej ud fra topmødebygningen på Rue de la Loi i Bruxelles.

Knap 20 timer tidligere var hun gået ind i selv samme bygning til sit allerførste møde med EU-kollegaerne.

Mødets eneste formål var at besætte EU’s topposter, men efter en konklavelignende helnatsforestilling med samtaler på kryds og tværs måtte 27 søvnige stats- og regeringschefer til sidst kalde timeout for i stedet at genoptage forhandlingerne tirsdag formiddag.

Det var dog ikke kun trætheden, der havde overmandet Europas ledere. Ifølge den tyske kansler, Angela Merkel, var det også et udtryk for, at en løsning ikke var lige om hjørnet.

- Hvis vi vidste, hvad der skal gøres anderledes i morgen, ville vi have fortsat i dag, lød det efter mødet fra Merkel.

Intet nyt fra Vestager-fronten

Et af de navne, der er i spil til en toppost i EU, er danske Margrethe Vestager. Og det er hun stadig, når lederne tirsdag klokken 11.00 samles igen, siger TV 2s korrespondent i Bruxelles, Lotte Mejlhede.

Jeg synes ikke, vi løfter opgaven godt nok, når der ikke allerede er fundet en løsning

Statsminister Mette Frederiksen (S)

- Jeg vurderer ikke, at hendes chancer er ringere tirsdag, end de var mandag. Hun er stadig i spil, lyder det fra Lotte Mejlhede.

Også Mette Frederiksen forsikrede mandag, at "vi på ingen måder er færdige med at snakke Vestager".

Lotte Mejlhede peger på, at Vestager har et rigtig godt kort på hånden. Hun er nemlig kvinde, og der er ikke særligt mange kvalificerede kvindelige kandidater til topposterne.

Vestager kastede sig oprindeligt ind i kampen om det mest magtfulde job; det som formand for EU-Kommissionen. Men hun kan også ende med en af de andre topposter, siger Lotte Mejlhede.

- Hvad det ender med, ved vi endnu ikke, men nu har vi i hvert fald set helt konkret, at der bliver talt om hende – både som et bud på en kommissionsformand, men ikke mindst som et bud på en meget stærk næstformand i Kommissionen eller måske som EU’s udenrigschef, siger hun.

Et svært puslespil

For Mette Frederiksen var det skuffende, at hun og EU-kollegerne ikke formåede at blive enige om en løsning og nu må mødes igen.

- Det er et svært puslespil. Det må man bare erkende, og det håber jeg selvfølgelig, der er forståelse for rundt omkring. Men når det er sagt, så er ansvaret jo vores. Og jeg synes ikke, vi løfter opgaven godt nok, når der ikke allerede er fundet en løsning, sagde Mette Frederiksen efter mødet.

For hende er dagens møde derfor sidste udkald.

- Når alt kommer til alt, er det regeringslederne i Europa, der har ansvaret for at drive Europa fremad. Det ansvar skal vi tage på os – og det er senest i morgen (tirsdag, red.), hvis du spørger mig, sagde hun.

Fiasko

Den franske præsident, Emmanuel Macron, rettede en endnu skarpere kritik mod handlingslammelsen blandt EU-lederne.

- Vi har afsluttet i dag med det, der passende kan kaldes en fiasko, fordi ingen løsning er blevet fundet. Og jeg synes, det giver et meget dårligt billede af både Rådet (EU’s 28 stats- og regeringschefer, red.) og af Europa, lød det fra en bramfri Macron.

Han sagde, at en aftale burde kunne indgås på få timer, når lederne mødes igen, og advarede mod at spilde mere tid, da det giver et ”useriøst billede af Europa” til både de europæiske borgere og det internationale samfund.

Kampen om kommissionen

Emmanuel Macron har dog selv været med til at skabe den nuværende hårdknude ved at insistere på, at spidskandidaten fra det største europæiske parti – tyske, konservative Manfred Weber – var uegnet til posten som kommissionsformand.

Søndag var stridens kerne derfor et tysk-fransk-spansk-hollandsk forslag om i stedet at udnævne den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans til formand. Han er den nuværende næstkommanderende i EU-Kommissionen.

Forslaget mødte modstand, dels fra flere østeuropæiske lande, som Timmemans i sin nuværende rolle har skældt ud for at undergrave retsstaten. Dels fra Italien, som følte, at forslaget var blevet til hen over hovedet på dem. Og endelig fra flere ledere fra den konservative partifamilie, som følte, at Merkel havde svigtet hendes parti ved at give den mest magtfulde post til socialdemokraterne.

Særligt to ting bliver derfor, ifølge Lotte Mejlhede, afgørende for slagets gang på dagens møde:

- Det springende punkt bliver, om Merkel har fået mere styr på sit konservative, kristendemokratiske bagland, samt om man kan finde en balance, hvor Østeuropa får tilstrækkeligt mange lunser, og Timmermans derfor kan få kommissionen – eller om man skal have en helt anden løsning på bordet, siger hun.