Demonstranter forlader Hongkongs parlament efter dag med voldsomme protester

Protesterne kom på 22-årsdagen for, at Storbritannien tilbageleverede Hongkong til Kina.

Politiet i Hongkong har mandag aften ryddet parlamentet for demonstranter.

Det bekræfter korrespondenter fra henholdsvis CNN og BBC.

Inden da viste billeder fra byen, at politiet måtte bruge tåregas mod demonstranter på gaden.

Ifølge South China Morning Post er 54 personer blevet behandlet på lokale hospitaler. Heraf er to i kritisk tilstand, mens otte fortsat er indlagt, og resten er blevet udskrevet.

De voldsomme uroligheder kommer, efter at demonstranter mandag aften lokal tid brød ind i provinsens parlament.

Forinden var gruppen blevet mødt af peberspray og knipler fra politiet i Hongkongs gader - demonstranterne bar beskyttelseshjelme, vejskilte og stilladsdele som beskyttelse, mens de kæmpede sig vej ind i parlamentsbygningen.

Frygter Kina vil indskrænke frihed

De aktuelle protester skyldes ifølge nyhedsbureauet Reuters et lovforslag, der vil give myndighederne lov til at udlevere mistænkte personer til retsforfølgelse i Kina.

En lov, som demonstranterne mener er et brud på den aftale, der blev indgået mellem Kina og og Storbritannien 1. juli 1997, da Hongkong gik fra at være under britisk kontrol til at være under kinesisk.

Aftalen lød "et land, to systemer" de næste 50 år, og planen med aftalen var at sikre, at Hongkong i 50 år - frem til 2047 - blev ved med at være delvist selvstændigt med eget retssystem, egne grænser, kapitalisme og demokratiske styreformer.

Kina har sidenhen vedtaget love med henblik på at mindske Hongkongs selvstyre. Det førte til demonstrationer i Hongkong i 2014 - også kaldet Paraplyrevolutionen.

Og protesterne kommer netop på dagen, hvor det er præcis 22 år siden, at aftalen blev indgået.

Politiet anvendte knipler ved demonstrationer i Hongkong Video: Carl-Emil Søe

Demonstrationerne har dog varet længe.

Demonstranter bryder dørene til parlamentsbygningen op.
Demonstranter bryder dørene til parlamentsbygningen op. Foto: Vivek Prakash / Ritzau Scanpix

De utilfredse Hongkong-borgere har nemlig flere gange tidligere forsøgt at trænge ind i provinsens lovgivende forsamling.

En demonstrant giver
En demonstrant giver "fingeren" til politiet. Foto: Thomas Peter / Ritzau Scanpix

Mange af byens borgere frygter, at Kina er i færd med at indskrænke byens frihed og kultur, hvilket den omstridte lov er blevet et symbol på.

Demonstranterne stormer ind i Hongkongs parlamentsbygning.
Demonstranterne stormer ind i Hongkongs parlamentsbygning. Foto: Vivek Prakash / Ritzau Scanpix

Den kinesiske regering i Beijing afviser dog, at den blander sig i politiske anliggender i byen.

Leder har undskyldt

På grund af protesterne har Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, undskyldt over for byens borgere og suspenderet lovforslaget

Men hun vil ikke trække det tilbage.

Demonstrationerne førte til massive uroligheder på gaden i Hongkong.
Demonstrationerne førte til massive uroligheder på gaden i Hongkong. Foto: Anthony Wallace / Ritzau Scanpix

Lam deltog selv i en flagceremoni i byen i forbindelse med markeringen af årsdagen. Det var første gang i ti dage, at Lam viste sig i offentligheden.

Ifølge det kinesiske medie South China Morning Post var der 5000 politifolk til stede.