EU-forhandlinger i overtid - fortsat uenighed om topposter
Mette Frederiksen vælger dansker over socialdemokrat til topmøde.
Tredje etape i EU’s store stoleleg er gået i overtid.
Søndag aften samledes EU’s 28 stats- og regeringschefer i Bruxelles for at blive enige om, hvem der de næste fem år skal stå i spidsen for EU’s vigtigste institutioner. Nattetimerne måtte tages i brug, men mandag morgen er der fortsat ikke fordelt nogen poster.
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), ankom til mødet med en klar strategi:
- Vi kæmper for Margrethe Vestager i aften, lød det fra den spritnye statsminister.
Vestager, som de sidste fem år har været Danmarks EU-kommissær, er igen og igen blevet nævnt som en mulighed til jobbet som formand for Kommissionen. Og i Mette Frederiksens optik er hun stadig i spil.
- Man skal ikke tage fejl af, at Vestagers navn er på bordet, sagde hun og slog samtidig fast, at det var alt for tidligt at spå om udfaldet af aftenens diskussioner.
Dansker over socialdemokrat
Mette Frederiksen anerkendte samtidig, at hun var kommet i et dilemma, fordi en socialdemokrat i øjeblikket står med gode kort på hånden til den samme toppost: Hollandske Frans Timmermans, som lige nu er næstkommanderende i Kommissionen.
- Men rækkefølgen bliver nødt til, synes jeg, at være sådan, at hvis vi kan få en dansk repræsentant ind i ledelsen af det europæiske samarbejde, så er det det, vi kæmper for, sagde Mette Frederiksen.
På samme baggrund erklærede hun sig parat til at kæmpe for en toppost til tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, men sagde samtidig, at "det er ikke det, som ret mange vurderer som det mest sandsynlige udfald i aften".
Hollænder i udbrud
Hollandske Frans Timmermans har henover weekenden været på alles læber i Bruxelles, efter den tyske kansler Angela Merkel lørdag åbnede op for, at posten som kommissionsformand kunne gå til ham som led i en større aftale mellem Tyskland, Frankrig, Spanien og Holland, som blev indgået under G20-mødet i Osaka.
De såkaldte Visegrad-lande – Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet – er dog modstandere af Timmermans, ligesom også Italiens magtfulde indenrigsminister Matteo Salvini har afvist at støtte hollænderen.
Da den hollandske premierminister, Mark Rutte, ankom til Bruxelles, sagde han da også, at rygterne om en flyvefærdig plan var ”lidt overdrevne”.
- Der foreligger ingen konkrete kompromiser, sagde Rutte.
Irske Leo Varadkar, der ligesom Merkel er fra det konservative parti, gjorde desuden opmærksom på, at han og Merkels andre konservative EU-kolleger ikke nødvendigvis var med på Osaka-aftalen.
- Det store flertal af (konservative, red.) premierministre mener ikke, vi skal opgive formandskabet for kommissionen så let og uden kamp, sagde Varadkar med henvisning til, at de konservative som det største parti havde lagt billet ind på den magtfulde post.
Macron nævner igen Vestager
Franske Emmanuel Macron trådte ind på den røde løber med tre eksempler på navne, han mener, ville være kompetente som kommissionsformand:
- Michel Barnier, Margrethe Vestager, Frans Timmermans, blandt andre, lød det fra Macron.
Det sker, efter at Macron i sidste uge tilsyneladende fejede både Vestager og Timmermans af banen ved at sige, at der ikke var opbakning til hverken de to eller den tredje officielle kandidat, tyske Manfred Weber.
Desuden understregede den franske præsident i utvetydige vendinger sin forventning til, at der opnås ligestilling på EU’s topposter.
- Forudsætningerne er for mig klare: På de fire poster, som afhænger af Rådet (formand for Kommissionen, Rådet og Centralbanken samt udenrigschefen, red.), skal der være to mænd og to kvinder, sagde Macron.
Tredje gang er lykkens gang
Hvis det lykkes EU-lederne at enes om en liste med navne i nat, vil det være kulminationen på mere end et års spekulation om, hvem der skal stå i spidsen for EU frem til 2024.
Emnet har allerede været diskuteret på to topmøder – 28. april og 20. juni – hvor det ikke lykkedes for stats- og regeringscheferne at finde en løsning.
Men flere har opfordret til, at navnene skal falde på plads på dette tredje topmøde, så de er klar til på onsdag, hvor Europa-Parlamentet skal vælge sin formand.
Dette kræver, at lederne bliver enige, og deter altså ikke lykkedes endnu.
Frederiksens første topmøde
Topmødet markerer den internationale ilddåb for Danmarks nye statsminister. Og på vej ind til sit første møde med EU-kollegerne sagde Mette Frederiksen (S), at hun ville gå ydmygt til opgaven.
- Jeg synes jo altid, det er sådan, at når man deltager i noget for første gang, så lytter man lige og er måske lidt mere ydmyg end jeg ville være i andre sammenhænge, sagde hun.
Mette Frederiksen fik allerede søndag eftermiddag lejlighed til at hilse på sine nordiske EU-kolleger, da hun var til et formøde sammen med de andre socialdemokratiske stats- og regeringschefer.
Sverige har længe haft en socialdemokratisk statsminister, Finland fik det for ganske nylig, og den danske statsminister fuldender således det nordiske, socialdemokratiske hattrick i EU.