Udland

Storbritannien sætter dato for valg af ny premierminister

Briterne skal have ny premierminister 23. juli.

Medlemmer af det konservative parti beslutter, hvem det bliver.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters får Storbritannien ny premierminister 23. juli.

Det bliver medlemmerne af det konservative parti, der skal beslutte, om det skal være Boris Johnson eller Jeremy Hunt, der skal efterfølge Theresa May som leder af både det konservative parti og landet.

Fra ti til to

Til at starte med, var der ti kandidater, nu er de kun to tilbage.

Indtil nu har udvælgelsen foregået ved afstemninger blandt partiets 313 medlemmer af Underhuset, og efter hver runde blev kandidaten med færrest stemmer sorteret fra.

Nu er der kun storfavoritten Boris Johnson og udenrigsministeren Jeremy Hunt tilbage. Hvem af dem, der skal være partiets næste formand og Storbritanniens næste premierminister, det skal besluttes ved en urafstemning blandt det konservative partis 160.000 medlemmer.

Satte forspring over styr

Selvom alt så ud til, at være ovre, før det overhovedet var begyndt, og at urafstemningen ville blive en ren formalitet for Boris Johnson, så satte favoritten forspringet over styr fredag, da politiet rykkede ud til husspektakler på hans adresse. En episode han efterfølgende har nægtet at udtale sig om.

Det har skabt alvorlige ridser i lakken for storfavoritten Boris Johnson, at politiet forleden nat blev kaldt ud til et skænderi i Johnsons hjem.

Torsdag mente 55 procent af medlemmerne af de konservative, at Boris Johnson var den bedste kandidat til at blive premierminister. Kun 28 procent sagde det samme om Hunt. Men lørdag havde Johnson kun opbakning fra 45 procent, mens 34 procent er klar til at sætte kryds ved Hunt. Det viser meningsmålinger foretaget af Daily Mail.

Desuden har Jeremy Hunt overtaget som favorit, hvis alle britiske vælgere fik lov at stemme.