Italiensk mafiaboss stukket af fra fængsel i Uruguay - flygtede gennem hul i taget

16x9
Rocco Morabito ved en tidligere anholdelse. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Efter mere end 20 år på flugt skulle en mafialeder udleveres til Italien, men nu er han flygtet igen.

En italiensk mafiaboss, der har siddet fængslet i Uruguays hovedstad Montevideo siden 2017, er stukket af fra fængslet.

Det oplyser Uruguays indenrigsministerium mandag.

Rocco Morabito og tre medfanger "flygtede gennem et hul i bygningens tag" søndag. De fortsatte videre til en nærliggende gård, som de plyndrede, og siden forsvandt de.

Morabito, der har tilnavnet 'kokainkongen fra Milano', er medlem af den syditalienske mafia Ndrangheta.

Idømt 30 års fængsel

Organisationen menes at være det største forbrydersyndikat i Italien og en af Europas største importører af kokain fra Sydamerika.

Den 52-årige mafialeder har været eftersøgt siden 1994 og er blevet dømt til 30 års fængsel for narkotikasmugling og andre grove forbrydelser.

Han er blandt andet dømt for at have transporteret narkotika til Italien, der skulle sælges i Milano. Samtidig er han dømt for at have forsøgt at importere flere hundrede kilo kokain til landet fra Brasilien i 1992 og 1993.

Rocco Morabito var en af Italiens mest eftersøgte mafiafolk, da han for to år siden blev anholdt i Uruguay efter at have været på flugt i over 20 år.

Levede under falsk identitet

Han havde levet under falsk identitet i kystbyen Punta del Este. Han blev afsløret, da han indskrev sin datter i skole i sit eget navn.

Siden anholdelsen har han ventet på at blive udleveret til Italien, som vil retsforfølge ham.

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, betegner det som "foruroligende og alvorligt", at mafiabossen havde held til at stikke af fra fængslet i Uruguay.

- Jeg lover to ting: for det første at kaste lys over flugten og bede om en omgående forklaring fra regeringen i Montevideo. For det andet at vi fortsat vil jagte Morabito, hvor end han er, og sende ham i fængsel, som han har fortjent.