Udland

Dansk dreng og fire søskende bor i 'horribel' fangelejr: Vil tilbage hurtigt

Søndag blev en såret dansk dreng evakueret fra en fangelejr i Syrien, flere danske børn bor fortsat i lejrene.

En 11-årig dansk dreng i en fangelejr for terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien beder om hjælp til at komme hjem til Danmark for ham og hans fire søskende.

Det er Radio24syv-journalisten Nagieb Khaja, der er taget til det nordøstlige Syrien i fangelejren al-Roj, for at snakke med ham.

Han fortæller om en dreng, der drømmer om at komme hjem til Danmark, som han stadig husker som noget godt midt i den elendighed, der omgiver ham nu.

- Jeg kan mærke på ham, at han har været igennem rigtig meget. Han begynder på eget initiativ at tale om sin far, som han troede var død, siger Nagieb Khaja.

Faren sidder i fængsel

TV 2 har været i kontakt med drengens far for tre uger siden. Han ønskede ikke at stille op til interview. Ifølge TV 2s oplysninger sidder han i fængsel, men har det godt efter omstændighederne.

I lydoptagelsen fra lejren kan man høre drengens bøn om at komme tilbage til Danmark.

- Jeg vil gerne have, at de tager os hurtigt tilbage. Hurtigt, siger han til Radio24syv.

For at drengen kan få sit ønske opfyldt, kræver det, at hans forældre underskriver en samtykkeerklæring, der tillader, at børnene bliver udleveret til Danmark uden forældrene.

Har været i lejren i ni måneder

Drengen har været i lejren med sin familie i cirka ni måneder. Familien drog til Syrien i 2014, fordi forældrene ville tilslutte sig Islamisk Stat.

- Det er hårdt. På grund af at man laver ikke noget her, og man sidder bare og tænker på sin familie, siger drengen til Radio24syv.

Til samme medie fortæller drengens mor, at de boede fire år i byen Raqqa, indtil de blev taget til fange i 2018, da de forsøgte at forlade byen med hjælp fra en menneskesmugler.

Søndag blev en anden dansk dreng som den første evakueret fra den lignende al-Hol-fangelejr og flyttet til et endnu ukendt land, hvor hans pårørende kan få lov til at hente ham til Danmark.

TV 2-journalisten Claus Borg Reinholdt har for nyligt besøgt al-Hol-lejren, og han fortæller om horrible forhold.

- Det er forhold, som bliver betegnet som helvede på jord. Vi fik at vide, at der var flere børn, der var døde af dehydrering, og almindelige sygdomme som diarré kunne man ikke rigtig gøre noget ved, siger han.

Forhold som kun bliver værre i takt med, at sommeren er på vej mod sit højeste i landet i mellemøsten.

- Det er nogle forhold, der er virkelig barske, specielt nu hvor sommeren har sat ind og der er omkring fyrre grader i lejrene, folk bor i telte, man har ikke rindende vand eller sanitære forhold, siger Claus Borg Reinholdt.

Flere lande har hentet børn hjem

Lande som Frankrig, Holland, Norge, Sverige og Rusland har hentet børn af Syriens-krigere hjem fra fangelejre i Syrien, hvor Islamisk Stat-fangerne sidder. Flere danske politikere mener, at Danmark bør gøre det samme.

Da SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, søndag blev spurgt til sagen, var hun meget positiv over, at den 13-årige dreng bliver udleveret til Danmark. Og hun er heller ikke i tvivl om, hvad der skal ske med resten af de danskere, der sidder i al-Hol-lejren.

- Altså, hvis der er tale om danske statsborgere, hører de til i Danmark, sagde hun.

Samme klare svar fik man ikke fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da hun blev spurgt til, om andre danskere skal hentes hjem.

- Jeg står ikke og tager stilling til hver enkelt sag her. Her var der en helt konkret sag med en dreng, der virkelig havde behov for at komme væk, og derfor er det godt, han er blevet evakueret.

Peter Skaarup, der er gruppeformand for Dansk Folkeparti, mener ikke, at det er løsningen at hente børnene eller deres forældre til Danmark.

- Jeg mener, at man skal hjælpe en dreng, der er såret i nærområdet i stedet for at få ham og de andre Syrienskrigere hertil. Det er begyndelsen til, at Syrienskrigerne kommer tilbage og det skal og vil vi advare imod meget kraftigt.