Scamp er verdens grimmeste hund
Vinderen af den berygtede konkurrence skal optræde i populært talkshow.
Verdens grimmeste hund er blevet kåret i denne weekend i Californien.
Vinderen af den tvivlsomme titel blev hunden Scamp.
Det er ukendt, hvilken race Scamp er, da den blev samlet op af sin ejer på gaden.
Derfor går den pjuskede tunge-slyngende pelskugle også under navnet "Scamp the Tramp" (Vagabonden Scamp, red.).
Mens Scamp måske har udsigt til et ekstra godt kødben, kan Scamps ejer, Yvonne Morones, glæde sig over en pengepræmie på cirka 10.000 kroner til sig selv, en donation af cirka 10.000 kroner til en valgfri dyreværnsorganisation samt en tur til New York, hvor Scamp plus ejer skal deltage i talkshowet 'The Today Show'.
- Fra nu af skal han ikke hedde Scamp the Tramp, men Scamp the Champ,siger Yvonne Morones.
Lange tunger, skæve tænder og platfødder
Scamp the Champ slog 18 andre firbenede deltagere, der alle havde deres særpræg.
Andenpladsen gik til en pekingeser, der lystrer navnet "Wild Thang". Hundens sovekammerøjne og skæve tunge blev her fremhævet.
Selvom konkurrencen for nogle kan virke skør, er det ikke kun gak og løjer.
Arrangørerne bag understreger, at mange af de deltagende hunde er blevet sendt på gaden af deres værtsfamilier. De vil dermed gerne understrege, at alle hunde er lige meget værd.
- Med konkurrencen viser vi en række hunde, der er blevet reddet, adopteret og bragt til hjem fyldt med kærlighed. Derfor bliver de deltagende hunde også ambassadører for, at man bør adoptere hjemløse hunde, siger en talsmand.
Det var 31. gang, "verdens grimmeste hund" blev afviklet.