Udland

Klimaaktivister stormer kulmine i Tyskland

Protesten kommer to dage efter, at EU's ledere ikke kunne blive enige om en plan, der skulle sikre klimaneutralitet inden 2050.

Hundredvis af klimaaktivister brød lørdag en politiafspærring og stormede ind i en af Tysklands største kulminer.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Billeder fra kulminen Garzweiler, der ligger i byen Hochneukirch i det vestlige Tyskland, viser demonstranter klædt i hvidt i karambolage med politiet.

Aktivister og politiet i karambolage i kulminen Garzweiler.

Politiet havde beordret demonstranterne til at forlade området med henvisning til, at der kunne være fare forbundet med at tiltvinge sig adgang til den store, åbne kulmine.

Protesten kommer to dage efter, at EU's ledere ikke kunne blive enige om en plan, der skulle sikre klimaneutralitet inden 2050.

Over 100 aktivister deltog i forceringen af afspærringen.

Op imod 8000 deltog i protesterne

Det anslås, at op imod 8000 personer deltog i protesten, hvor nogle hundrede altså trodsede politiets afspærring.

Netop Garzweiler-minen er blevet et mål for klimaaktivisme de senere år, fordi firmaet bag – det tyske rederi RWE – truede med at fjerne en nærliggende skov for at øge kulminens kapacitet.

AP har talt med en af demonstranterne, en kvinde ved navn Selma Schubert. Hun mener ikke, at den tyske regering gør nok for at forhindre klimaforandringer.

- Det er vigtigt, at vi øger presset på regeringen, siger hun.

Demonstrationerne kommer i kølvandet på måneders klimaprotester i Tyskland fra primært studerende.

Anden gang på tre måneder, at ambitionerne faldt til jorden

For miljø- og klimaorganisationer har det været afgørende, at EU-landenes stats- og regeringschefer gav hinanden håndslag på et klima-neutralt EU i 2050.

Dermed ville Europa kunne lægge pres på resten af verden på det FN-klimamøde, der finder sted i New York 23. september.

Torsdag var det anden gang på tre måneder, at ambitionerne om klimamålet faldt til jorden i mødelokalet med stats- og regeringscheferne.

Polen har ført an i modstanden mod at fastsætte 2050 som mål. Enkelte andre lande har støttet Polen. Men de seneste uger har flere lande - herunder Tyskland - tilsluttet sig lejren af tilhængere af 2050.

I den internationale FN-klimaaftale fra Paris i 2015 hedder det, at man vil holde den gennemsnitlige temperaturstigning godt under to grader celsius målt mod førindustrielt niveau.

Man vil også forsøge at bestræbe sig på, at den maksimalt når 1,5 grader celsius.