Trump trak ordre i sidste øjeblik: Derfor angreb jeg ikke Iran
Et angreb på Iran ville være ude af proportioner, skriver præsidenten på Twitter.
Den amerikanske præsident Donald Trump godkendte natten til fredag dansk tid et angreb på Iran, men trak i sidste øjeblik ordren tilbage.
Nu skriver den amerikanske præsident på Twitter i fire tweets, at han trak ordren, fordi et angreb "ikke ville være proportionelt med at skyde en ubemandet drone".
Han uddyber, at det var tre forskellige mål, men at en general i militæret fortalte ham, at angrebene ville slå 150 mennesker ihjel.
- 10 minutter før angrebet, stoppede jeg det, skriver præsidenten.
Flyene var på vingerne
Anonyme amerikanske regeringskilder har fortalt avisen New York Times, at da klokken var 19 torsdag aften amerikansk tid (det vil sige klokken fire fredag morgen iransk tid) var det stadig forventningen, at angrebet skulle gennemføres.
Avisen skriver, at det planlagte angreb skulle have ramt "en håndfuld iranske mål som radar og missilbatterier." At militærfly var på vingerne, militærskibe var på plads, men ingen missiler var endnu blevet affyret, da ordren om, at angrebet var afblæst, blev givet, lød det fra flere kilder.
I et interview med CBS News fredag eftermiddag dansk tid afviser Trump dog, at flyene var i luften, men siger, "at de ville have været det snart efter."
- Der blev ikke givet grønt lys til noget indtil sidste øjeblik, fordi tingene forandrer sig, siger præsidenten.
Forud for indledningen på det amerikanske angreb - og den efterfølgende afblæsning - var gået en dag, hvor konflikten mellem Iran og USA var blevet optrappet på begge sider.
Drone skudt ned
Først skød Iran en amerikansk spiondrone ned over Hormutzstrædet. Partnerne strides stadig om, hvorvidt den milliarddyre, ubemandede RQ-4A Global Hawk-drone var i internationalt luftrum eller over iransk territorium, da den blev skudt ned af et missil fra det iranske luftforsvar.
Derefter overvejede præsident Donald Trump og hans toprådgivere som udenrigsminister Mike Pompeo og den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, hvordan de skulle reagere på nedskydningen.
Faren er ikke nødvendigvis drevet over
I første omgang reagerede Donald Trump vredt og skrev på Twitter, at "Iran havde begået en meget stor fejl".
Senere blødte han lidt op og udtalte, at det gjorde "stor, stor forskel", at det var et ubemandet dronefly, der var skudt ned, så der aldrig havde været nogen trussel mod en amerikansk pilots liv.
- Jeg tror måske, Iran begik en fejltagelse. Jeg kunne forestille mig, det var en general eller noget, der begik en fejl ved at skyde dronen ned. Det kan have været nogen, der var sløset eller dum, sagde Donald Trump på en pressekonference torsdag.
Selv om den lange torsdag i Washington endte med, at man afblæste angrebet på Iran, så er faren ikke nødvendigvis drevet over. Nyhedsmagasinet Newsweek skriver i dag, at amerikanske krigsskibe og militært personel i farvandet ud for Iran er blevet sat på 72 timers forhøjet beredskab, hvilket antyder, at USA stadig er parat til at gennemføre en aktion.