Udland

Ingen toppost til Vestager i nat - det ser sort ud, siger Løkke

30. juni skal EU's stats- og regeringschefer mødes igen for at nominere personer til ledende EU-stillinger.

Det var planen, at EU's stats- og regeringschefer skulle sætte navne på personer til flere topjob i EU i forbindelse med et topmøde torsdag.

Men det lykkedes ikke trods et møde, der først sluttede ud på natten til fredag.

I stedet har EU-landenes ledere besluttet at mødes igen 30. juni. Det oplyser EU-præsident Donald Tusk på et pressemøde.

- Topmødet har haft en fyldig debat om nomineringer, og vi har også taget hensyn til udtalelser fra Europa-Parlamentet. Der er ikke flertal for nogen kandidat, og Det Europæiske Råd er enedes om, at der er brug for en samlet pakke, der tager hensyn til EU's mangfoldighed, siger han.

Donald Tusk havde inden topmødet konsulteret EU's ledere på tomandshånd og været i dialog med grupperne i EU-Parlamentet.

- Vi mødes igen 30. juni. Og indtil da vil der være konsultationer - også med Europa-Parlamentet, siger Tusk natten til fredag.

Vi mødes igen 30. juni. Og indtil da vil der være konsultationer

Donald Tusk, EU-præsident

Der var både kandidater, der har stået åbent frem, og flere navne fra rygtebørsen i spil. Donald Tusk gjorde det klart, at det for nuværende var for tidligt at sortere nogle kandidater fra.

Løkke: Det ser sort ud

Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager er en af de åbne kandidater til posten som formand for EU-Kommissionen. Hun stiller op til posten for EU-Parlamentets tredjestørste gruppe, liberale Forny Europa.

EU-præsident Donald Tusk fortalte på et pressemøde natten til fredag, at stats- og regeringscheferne ikke var blevet enige om en ny formand for EU-kommissionen. Video: Kasper B. Andreasen

Vestagers modkandidater er tyske Manfred Weber fra den konservative og største gruppe, EPP, og hollandske Frans Timmermans fra den socialdemokratiske gruppe, S&D.

Det er ifølge EU-traktaten stats- og regeringscheferne, som skal nominere en kandidat, og denne skal så godkendes af Europa-Parlamentet ved en afstemning.

Men spørger man den fungerende danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), ser det noget dystert ud, at der trods tre kandidater ikke blev fundet en løsning:

Det ser så noget sort ud, når ingen af de tre kandidater møder opbakning

Lars Løkke Rasmussen, fungerende statsminister

- Vi har haft en meget, meget lang diskussion, og det hviler jo på, at Donald Tusk har konsulteret alle, inden vi kom, og ud af det står det klart, at ingen af de tre kandidater har en majoritet bag sig. Derfor er der jo ikke nogen af dem, der kan peges på, og så er det jo med at komme videre.

Lyn-analyse

Det, der skete i går, er, at Frankrig og Tyskland stadig ikke er enige. I årtier har vi set, at der findes en løsning, når de er enige, men når de ikke er det, så falder det hele fra hinanden. Og i går er det skabt af, at tyskerne støtter konservative Manfred Weber, mens alle har den opfattelse, at han er ukvalificeret. Men nattens resultat betyder også, at der er tvivl om, hvorvidt Margrethe Vestager stadigvæk er med i spillet. Det er helt usikkert på nuværende tidspunkt.

Lars Løkke Rasmussen siger, at det fra starten var Donald Tusks forslag at mødes igen 30. juni.

- Det er jo en dansk prioritet, at Vestager skal være formand for kommissionen. Og det lykkedes så ikke i dag. Og det ser så noget sort ud, når ingen af de tre kandidater møder opbakning. Og det er derfor, at Tusk har konkluderet, med vores allesammens opbakning, at vi skal diskutere det én gang til, siger Lars Løkke Rasmussen.

Alternativer vil komme på bordet

Men hvis man skal komme i mål i løbet af otte dage, må der alternativer på bordet, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Man er nok nødt til at få nogle flere navne på bordet. Både i forhold til kommissionsformandsposten og i forhold til de andre positioner, sådan at det i højere grad bliver en pakke, man diskuterer, siger han.

Løkke mener dog ikke, at Margrethe Vestager er helt ude af spillet på trods af det manglende flertal blandt EU's stats- og regeringschefer.

- Det betyder jo, at det ikke var i dag, at hun blev formand for kommissionen. Ingen har en majoritet bag sig. Og derfor må man op på hesten igen. Og jeg tror, at Donald Tusk vil bringe nye navne på bordet.

Foruden kommissionsformandsposten skal der udpeges en ny EU-præsident, en formand for Den Europæiske Centralbank samt en ny udenrigschef for EU.

Lars Løkke Rasmussen understregede, at Danmarks førsteprioritet er at få Margrethe Vestager valgt som formand. Han ville ikke svare på, om han selv var i spil til én af posterne.

Det ekstra topmøde vil finde sted 30. juni. Det er samme dag, som de store EU-landes ledere er kommet tilbage fra G20-topmøde i Japan.

Ambitionen er at få udfyldt de fire poster inden det nye EU-Parlaments første samling 2. juli.