Udland

Merkel vakte opsigt med kropsrystelser: - Jeg har det fint

Forbundskansler blev dårlig i sommervarmen og rystede over hele kroppen under modtagelse af Ukraines leder.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, blev synligt utilpas, da hun tirsdag tog imod Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, under en ceremoni i Berlin.

Hun rystede synligt under en stærk sol, og hun erkendte senere, at hun ikke havde drukket nok vand.

Mens et militærorkester spillede til ære for den besøgende ukrainske præsident, pressede Merkel læberne sammen, mens hun forsøgte at bevare fatningen i 28 graders varme.

Mens nationalmelodierne lød, kan man se, hvordan hun ryster over hele kroppen. Men hun vender sig beslutsomt, da tonerne dør ud, og forsvinder sammen med Zelenskij.

Smilede igen senere

På et fælles pressemøde lidt senere smilede den snart 65-årige Merkel igen bredt og kunne fortælle, at hun havde snakket om fred i Ukraine med sin gæst.

Hun blev spurgt af en journalist, om man skulle være bekymret for hendes helbred.

- Nej, jeg har det fint, svarede hun.

- Siden da har jeg drukket mindst tre glas vand, som jeg tilsyneladende havde behov for, og nu har jeg det helt godt.

Alt tyder således på, at hun var dehydreret.

Volodimir Zelenskij, der var komiker, før han blev præsident i Ukraine, sagde ifølge BBC, at han ville have reddet Merkel, hvis der var behov for det.

- Hun stod ved siden af mig i sikkerhed, forsikrede han.