Udland

Stor skovbrand nær Arlanda Lufthavn

Ilden spreder sig hurtigt, oplyser brandvæsenet.

Der udbrød mandag eftermiddag brand i et skovområde nær lufthavnen Arlanda i den svenske hovedstad, Stockholm.

Branden startede på en mark og blev anmeldt klokken 14.18, oplyser politiet i Stockholm på Twitter.

Ifølge indsatsleder ved Storstockholms brandvæsen Stefan Malmberg spredte ilden sig i løbet af en time til et område på 40.000 kvadratmeter.

- Det spreder sig hurtigt, så vi arbejder på fuld tryk, siger han til Expressen.

Påvirker ikke trafikken

Til Aftonbladet fortæller han, at røgen driver ind over lufthavnens landingsbaner, men flytrafikken er ikke påvirket af branden, oplyser talsperson Ellen Laurin fra Swedavia, der driver lufthavnen, til den svenske avis.

Heller ikke bil- eller togtrafik påvirkes af branden, oplyser Trafikverket til SVT.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT har brandvæsenet indsat 16 slukningsenheder.

Der er også indsat helikoptere i slukningsarbejdet.

Brand nær Arlanda Lufthavn.

Sidst på eftermiddagen oplyser brandvæsenet, at branden ikke er helt under kontrol, men at den vurderes håndterbar.

- Klokken 17.30 lød prognosen, at det skulle tage mindst fire timer, siger enhedschef ved Storstockholms brandvæsen Robert Carlsson til SVT.

Ekstremt tørt

Stockholm har de seneste dag været præget af tørke og høj varme. Derfor gik Sveriges meteorologisk institut SMHI tidligere på dagen ud og advarede mod høj brandfare.

- Der er ekstremt tørt i landskabet, og risikoen for brande i skove og på marker er ekstremt stor, lød beskeden.

Af samme grund har länsstyrelsen indført afbrændingsforbud i hele provinsen.