Udland

Millioner af demonstranter på gaden i Hongkong: - Opgiv den onde lov

Løsladt protestleder opfordrer til at fortsætte demonstrationerne.

Der er varslet nye demonstrationer i Hongkong, hvor befolkningen fortsætter med at kæmpe imod en omstridt udleveringslov.

Men politiet i Hongkong siger, at man vil tømme gaderne for demonstranter. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Søndag gik op mod to millioner af storbyens syv millioner indbyggere på gaden for at vise deres utilfredshed med udleveringsloven, der vil gøre det lovligt at sende mistænkte i straffesager til retsforfølgelse i Kina.

Hongkong er en del af Kina, men området har udstrakt selvstyre, hvilket blandt andet betyder, at det har sit eget retssystem.

Den enorme menneskemængde råbte slogans mod de lokale politiske ledere, da de gik gennem gaderne.

- Opgiv den onde lov, lød det taktfast fra demonstranterne.

Slog lejr foran politiet

Hundredvis af demonstranter valgte efter protesterne at slå lejr for natten foran politiets hovedkontor, og det er disse, politiet vil have væk fra gaden.

Politiet udtalte på et pressemøde tidligt mandag morgen lokal tid, at man håbede, at demonstranterne ville samarbejde.

Demonstranterne reagerede ved at lægge sig på knæ foran betjentene og synge.

Efter noget tid forlod demonstranterne gaden foran politikontoret blot for at samle sig foran regeringsbygningerne i byen.

Artiklen fortsætter under billederne.

Hongkong

Hongkong har omkring syv millioner indbyggere.

Byen blev erobret af Storbritannien under opiumskrigene i 1800-tallet. I 1898 indgik briterne og kineserne en lejeaftale på et stort areal nord for Hongkong.

Lejeaftalen gjaldt for 99 år, og udløb altså i 1997.

Før lejeaftalens udløb aftalte landene, at hele Hongkong skulle returneres til Kina, når aftalen udløb – men med en overgangsfase på 50 år, indtil år 2047.

I overgangsfasen har Hongkong sit eget flag, valuta og en fast grænse til Kina, mens indbyggerne har beholdt frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og uafhængige medier.

Op mod to millioner mennesker demonstrerede søndag på gaden i Hongkong

Mens taltstærkt politi forsøgte at holde de enorme menneskemængder i skak.
De mest ihærdige demonstranter blev på gaden og sov natten over, og var mandag morgen klar til nye demonstrationer.

Frygter øget kinesisk kontrol

Kritikerne frygter, at udleveringsaftalen kan bruges til at straffe politiske dissidenter i Kina og dermed blive et markant skridt i retning af øget kinesisk kontrol over Hongkong.

Omkring 80 mennesker er blevet såret i forbindelse med protesterne mod den omdiskuterede lov. Heriblandt er 22 politifolk.

Demonstranterne mener selv, at to ud af Hongkongs syv millioner indbyggere var på gaden under demonstrationerne søndag

Protestleder løsladt

Mandag formiddag lokal tid blev den 22-årige protestleder Joshua Wong løsladt fra et fængsel i Hongkong. Han var bare 17 år, da han stod i spidsen for massedemonstrationer i foråret 2014.

Protestlederen Joshua Wong forlader fængslet efter sin løsladelse

Protestbevægelsen demonstrerede mod ændringer af valgsystemet, som ville give det kinesiske kommunistparti øget indflydelse på, hvem der skulle styre byen.

2018 blev Wong idømt tre måneders fængsel. Dommen blev senere reduceret til to måneders fængsel, fordi han var under den kriminelle lavalder, da han blev anholdt.

Efter løsladelsen opfordrede han alle til at fortsætte protesterne:

- Med ulydighed og aktioner vil vi vise det international samfund, at vi ikke vil tie stille som ofre for undertrykkelsen fra præsident Xi og Hongkongs politiske leder Carrie Lam, sagde han.