Udland

Egyptisk stats-tv: Tidligere præsident Mursi er død i retten

Mohamed Mursi faldt om i forbindelse med et retsmøde.

Egyptens tidligere præsident Mohamed Mursi besvimede mandag i forbindelse med et retsmøde og døde efterfølgende. Det rapporterer egyptisk stats-tv ifølge Reuters.

Dødsårsagen er der endnu ikke meldt noget ud omkring. Mohamed Mursi, der blev 67 år, har siddet fængslet, siden han blev afsat som præsident.

Der har tidligere været kritik fra et uafhængigt panel af britiske advokater og parlamentsmedlemmer af de forhold, Mursi blev holdt under.

Panelet udtalte blandt andet, at forholdene "kunne klassificeres som tortur under både britisk og egyptisk lovgivning."

Mursis sønner har også udtalt kritik og sagt, at faderens helbred i løbet af fængslingen er blevet dårligere og dårligere, men det vides altså ikke, om forholdene har været medvirkende til Mursis død.

Egyptens frie håb - i 14 måneder

Han var præsident fra april 2012 til juni 2013, da militæret tog magten ved et kup og fængslede Mohamed Mursi sammen med tusindvis af Det Muslimske Broderskabs medlemmer.

Mursi stillede ved Egyptens første demokratiske præsidentvalg i 2011 op for Friheds- og Retfærdighedspartiet, der er den politiske gren af Det Muslimske Broderskab. Forinden var den mangeårige præsident Hosni Mubarak under Det Arabiske Forår blevet tvunget af posten efter mange dages protester mod hans styre.

Efter en snæver sejr lovede Mursi at skabe en regering for alle egyptere, men det holdt ikke længe, og han blev afsat efter voldelige demonstrantioner i landet.

På dette billede fra september 2012 holder Mursi et tilsyneladende hyggeligt møde med daværende forsvarsminister Abdel Fattah al-Sisi. Mindre end 10 måneder senere ville han afsætte Mursi.

Fængslet siden 2013

I 2015 blev han dømt til døden, men dommen blev annulleret af en appeldomstol, og sagen skulle gå om.

Et ledende medlem af Det Muslimske Broderskab i London, Mohammed Sudan, har kommenteret Mohamed Mursis død. Han hævder, at Mursi er blevet nægtet besøg i fængslet, og at der ikke er sluppet meget information ud om hans helbred. Desuden fortæller han, at ekspræsidenten har siddet i et glasbur under retssagen.

- Ingen kan høre ham eller vide, hvad han udsættes for. Han har ikke modtaget besøg i månedsvis eller næsten et år. Han har tidligere beklaget sig over, at han ikke får sin medicin, siger Mohammed Sudan ifølge nyhedsbureauet AP.

Mandagens retsmøde relaterede sig til en sag om spionage til fordel for den palæstinensiske Hamas-bevægelse, skriver Ritzau. I forvejen var han idømt 20 års fængsel for drab på demonstranter og spionage. Og en livstidsdom for at udlevere oplysninger til Qatar.

Abdel Fattah al-Sisi har været præsident siden 2013. Det var ham, der som hærchef stod i spidsen for at afsætte præsident Mursi.