Udland

Derfor blander Hollywood-stjerner sig i et østtysk borgmestervalg

For første gang kan Alternative für Deutschland vinde magten i en tysk by - og det har fået Hollywood op af stolene.

Den østtyske by Görlitz har lagt brosten og bygninger til store filmsucceser fra Hollywood som Inglourious Basterds og The Grand Budapest Hotel.

Men nu er den smukke filmkulisse med godt 50.000 indbyggere kommet på Hollywoods radar af politiske årsager, nemlig søndagens borgmestervalg.

Det er latterligt. Det kommer bare til at ramme dem selv

Pensionist i Görlitz

For første gang nogensinde kan det højreorienterede og indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) nemlig overtage magten i en tysk by, for når indbyggerne går til stemmeurnerne er AfD's kandidat favorit. Og det har fået Hollywoodstjerner til at blande sig i valget.

Det skriver det tyske medie Deutsche Welle.

Advarer mod had og fjendtlighed

Det er instruktører og skuespillere, der har en forbindelse til byen, som har underskrevet et brev, hvori de advarer mod at stemme på AfD.

- Giv ikke efter for had og fjendtlighed, konflikt og eksklusion, skriver de protesterende fra filmens verden i deres brev.

Lyn-analyse

Borgmestervalget i den østtyske by bliver fulgt med stor interesse af det politiske Tyskland. Det er ikke alene en symbolsk sejr, hvis AfD vinder borgmesterposten, men også en forsmag på større omvæltninger. Til efteråret skal der være delstatsvalg i Sachsen, hvor Görlitz ligger, og et nederlag vil være en ydmygelse for Angela Merkel og Annegret Kramp-Karrenbauers CDU, som ellers har siddet tungt på magten i det sydøstligste Tyskland i snart 30 år, siden Tyskland blev genforenet. Hollywoodstjerner eller ej. Görlitz kan være begyndelsen til enden på de to politikeres karriere

Det er blandt andet den britiske instruktør Stephen Daldry, der står bag film som Billy Elliot og The Hours, og Daniel Brühl, der har spillet med i Inglourious Basterds og Good Bye, Lenin.

- Stem klogt (...) Svigt ikke dine overbevisninger, i samme nu som nogen påstår, at de kan løse problemer for dig.

De kendte skuespillere og instruktører strøg til tasterne, efter at AfD's 36-årige Sebastian Wippel scorede 36,4 procent af stemmerne 26. maj ved valget til Europa-Parlamentet.

Dermed var han tæt på en sejr allerede i første valgrunde.

Görlitz' beboere har ikke behov for råd om valget fra internationale stjerner

Tino Chrupalla, medlem af Bundesdagen for AfD

Søndag skal han op mod Octavian Ursu fra kansler Angela Merkels parti, CDU. Den 51-årige Ursu fik 30,3 procent af stemmerne.

- Det er latterligt

Men deres advarsel ser ud til at falde for døve øren.

- Det er latterligt, siger en pensionist til Financial Times.

- Det kommer bare til at ramme dem selv. Folk kan ikke lide den slags kampagner mod AfD, forklarer hun.

Det åbne brev fik også straks Tino Chrupalla, der sidder i Bundesdagen for AfD, til at ryste på hovedet.

- Görlitz' beboere har ikke behov for råd om valget fra internationale stjerner, skriver han på Twitter.

Ved det seneste valg til Bundesdagen i 2017 vandt de højreorienterede hver tredje stemme (32,9 procent) i Görlitz og var seks procentpoint foran det konservative CDU.

Lyn-analyse

Under valgkampen har AfD-kandidaten Sebastian Wippel slået på AfD-mærkesager som indvandring og kriminalitet, og det har åbenbart givet bonus i en by, hvor mange er usikre over fremtiden. Meningsmålinger tyder på et tæt løb. Nogle få hundrede stemmer kan afgøre udfaldet. At opråbet fra Hollywood-skuespillerne skulle kunne gøre nogen forskel, tvivler mange lokale på. Tværtimod, så har AfD-kandidaten været hurtig til at afvise initiativet som utidig indblanding.

Protest mod flygtninge og åbne grænser

Görlitz slap billigt fra de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig, og derfor er byen et yndet mål for turister, der ønsker at se den gamle bydels middelalderlige arkitektur - og Hollywoodstjerner i aktion.

Men under den flotte facade har det højreorienterede og indvandrerkritiske AfD-parti formået at fange vælgerne - specielt efter Angela Merkels beslutning om at lukke mere end en million flygtninge og migranter ind i Tyskland i sommeren 2015.

Derudover har byen med sin placering tæt på grænsen til Polen oplevet problemer med grænseoverskridende kriminalitet, siden Polen blev medlem af EU i 2004.

Derfor går AfD-kandidaten Wippel til valg på grænsekontrol og islam-kritiske budskaber, og det giver genklang blandt borgerne.

- Flygtningene, som kom i 2015, arbejder ikke, er på understøttelse og bliver bare ved med at få børn, siger en markedshandler til Financial Times.