Udland

Amerikanske myndigheder er løbet tør for begravelsesplads - beder folk om selv at tage sig af de døde hvaler

Denne gråhval blev fundet død i april ved USA's vestkyst. Omkring 70 døde hvaler er skyllet i land på amerikanske kyster i år.

Det største antal døde hvaler siden årtusindeskiftet er skyllet i land på den amerikanske vestkyst. Nu mangler der plads til at fjerne dem.

Kadaver på kadaver. Det ene efter det andet. 70 i alt. Så mange døde gråhvaler er skyllet i land på den amerikanske vestkyst i år. Og nu er der så mange, at det er umuligt at vide, hvor man skal gøre af dem.

Derfor har myndighederne spurgt grundejerne, om de ikke selv kan tage affære ved enten at begrave de døde gråhvaler - eller måske lad dem rådne op.

- Det er en unik mulighed her på stranden, og så kan vi overvåge og studere, hvor hurtigt det i realiteten går, siger Stefanie Worwag fra Port Hadlock, Washington ifølge The Guardian.

Normalt er det The National Oceanic and Atmospheric Administration Fisheries (NOAA Fisheries), man ringer efter, når man har en død hval liggende på et stykke privat grund. Men fordi der i år er skyllet hen imod 70 døde hvaler i land - det største antal siden 2000, vil man nu forsøge at overlade det til grundejerne.

Denne døde hval blev fundet for en uge siden ved Californiens kyst.

En voksen gråhval er omkring 12 meter lang og stor som en bus, så der skal ringes efter de store graveredskaber, hvis den skal i jorden. Og hvis den skal rådne op, er der visse lugtgener forbundet med det igennem et par måneder, selvom lugten ifølge Mario Rivera, en af de frivillige grundejere, "ikke er så slem endda".

En af måderne, hvorpå man kan fremskynde kompositeringen af de døde hvaler, har vist sig at være læssevis af citrusskaller. Saften fra citrusfrugter sætter fart over nedbrydelsen, akkurat som man kender det fra en god gang ceviche, hvor man marinerer eksempelvis torsk med lime.

Usædvanligt høj dødsrate

Der er ikke nogen entydig forklaring på, at der i år er så relativt mange døde gråhvaler.

Ifølge NOAA Fisheries er bestanden ganske sund med 27.000 eksemplarer.

- Det er en usædvanligt høj dødsrate, og derfor forventer vi også, at der vil komme flere, inden året er omme.

Ifølge forskerne er det kun 10 procent af døde hvaler, som skyller op ved kyster, da resten synker til bunds eller skyller op i isolerede områder.

Derfor kan det meget vel være, at flere end 500 hvaler reelt er døde.

- Mange af hvalerne har været tynde og fejlernærede, hvilket indikerer, at de ikke har fået mad nok i den periode, hvor de skal fylde fedtdepoterne op, i de måneder de befinder sig i Arktis, siger Elliott Hazen, forskningsøkolog ved NOAA.

Barbie Halaska fra The Marine Mammal Center er ved at udtage vævsprøver af en relativt ung hval for at komme på sporet af en dødsårsag.