Udland

Tankskib i Omanbugten blev ramt af to flyvende objekter, siger ejer

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, siger, at Iran stod bag angrebet på to tankskibe i Omanbugten.

Tankskibet Kokuka Courageous, der torsdag blev udsat for et formodet angreb i Omanbugten, blev ramt af to flyvende objekter.

Det siger direktøren for det japanske selskab, der ejer skibet.

- Besætningen har fortalt os, at noget kom flyvende mod skibet, og så fandt de et hul i skroget, siger Yutaka Katada fra selskabet Kokuka Sangyo til nyhedsbureauet Reuters.

Besætningen har desuden fortalt direktøren, at de så et iransk militærskib i nærheden kort før det formodede angreb.

Også tankskibet Front Altair, der er ejet af norske Frontline, blev torsdag morgen ramt af tre eksplosioner og stod siden i flammer.

USA: Iran står bag angreb

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde sent torsdag dansk tid, at Iran stod bag angrebet på de to tankskibe i Omanbugten:

- Vurderingen er baseret på efterretninger af de våben, der er brugt, på den kompetence, der kræves for at udføre sådan et angreb og på tidligere lignende iranske angreb mod fartøjer.

Angrebene er ifølge Pompeo en del af "stigende spændinger" fra Irans side. Han tilføjer, at det udgør en trussel mod international fred og sikkerhed.

Pompeo sagde desuden, at USA vil forsvare sine styrker og interesser i området, men gav ikke yderligere detaljer.

USA har frigivet video

Tidligt fredag morgen dansk tid har de amerikanske myndigheder offentliggjort en video, der, ifølge dem, viser den iranske revolutionsgarde fjerne ikke detonerede miner fra skroget af Kokuka Courageous.

Videoen modsiger altså umiddelbart besætningens udsagn om, at tankskibet blev ramt af flyvende objekter.

Billederne er blandt andet frigivet af den amerikanske flåde på Twitter og skulle ifølge CNN være optaget af et amerikansk luftfartøj.

De to tankere, det japanskejede Kokuka Courageous og det norskejede Front Altair, blev angrebet i internationalt farvand i Hormuzstrædet. Og ifølge USA fjernede Iran efterfølgende spor fra det ene skib. Video: Kasper B. Andreasen

På videoen kan man se en mindre båd lægge til på siden af den japanskejede olietanker, hvorefter en person fjerner noget fra skroget - over havniveau. Ifølge de amerikanske myndigheder skulle dette være en ikke detoneret mine.

Ifølge militæranalytiker Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet skal man dog være varsom med at tolke for meget på videoen. For ifølge ham placeres disse sprængladninger typisk under havniveau ved hjælp af dykkere.

Dansk ekspert vil ikke afvise iransk rolle

Johannes Riber Nordby vil ikke afvise, at Iran kan have spillet en rolle i angrebene - men i så fald er det dog en mere indirekte og støttende rolle.

Militæranalytikerens bud er, at angrebene er udført af houthi-oprørere i det borgerkrigsramte Yemen, der ligger på den arabiske halvø.

Houthi-oprørerne er vel at mærke støttet af Iran.

- Jeg tror ikke på, at Iran har gjort det her direkte. Så hvis iranerne har en finger med i spillet, tror jeg nærmere, det handler om, at de har fået nogle af de houthi-oprørere, der er i Yemen, til at gøre arbejdet for sig.

- Fordi den måde, det er foregået på, svarer til den måde, som oprørerne har udført lignende angreb på de sidste to-tre år, siger han.

Langvarig konflikt

Området, hvor de to tankskibe torsdag blev udsat for det formodede angreb, er ekstremt vigtigt for verdens olieeksport.

Omkring 40 procent af verdens olieproduktion sejler ifølge erhvervsmediet Bloomberg fra Den Persiske Golf gennem Hormuzstrædet og via Omanbugten ud på Det Arabiske Hav og videre til resten af verden.

Torsdagens hændelse sker på et tidspunkt, hvor en bitter konflikt mellem USA og Iran i forvejen ulmer kraftigt.

Konflikten begyndte for alvor sidste år, da USA trak sig ud af atomaftalen med Iran og siden indførte en lang række sanktioner mod landet.

Iran har flere gange advaret om at blokere for Hormuzstrædet, hvis USA's sanktioner betyder, at Iran ikke kan sælge olie.

Der er ikke officielt nogen, der har taget ansvaret for torsdagens hændelse.