Udland

Familien til terrordræbt dansker vil have erstatning af Marokko

Familien til Louisa Vesterager Jespersen mener, at den marokkanske stat har et medansvar for det terrorangreb, der dræbte hende.

Torsdag fortsatte retssagen mod 24 mænd, der er tiltalt for at spille en rolle i det netværk af Islamisk Stat-sympatisører, der stod bag drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde Maren Ueland.

Ved dagens retsmøde argumenterede en lokal advokat, der varetager den dræbte danskers families interesser, for, at familien har krav på erstatning fra den marokkanske stat.

Advokaten henviste til, at mange af de 24 anklagede i sagen har tilknytning til en marokkansk koranskole, som tidligere er blevet lukket af myndighederne. Det blev den, fordi flere end 100 medlemmer var blevet dømt for terrorrelaterede forbrydelser, fortæller TV 2s udsendte medarbejder Jeppe Krogager, der følger retssagen.

- Det, mener han, er et klart bevis på, at den marokkanske stat bærer et stort ansvar for, at dette terrorangreb kunne finde sted, og at de to kvinder kunne blive dræbt. Det er noget, han bruger i sin argumentation for, at familien har krav på erstatning fra den marokkanske stat, forklarer Jeppe Krogager.

Flere af de 24 anklagede nægtede alle at have været involveret i drabene under torsdagens retsmøde.

Kræver dødsstraf

Ved et tidligere retsmøde, der blev holdt for en måned siden, afgav de fire hovedmistænkte, som er tiltalt for drabene 17. december sidste år, deres forklaring.

Den 24-årige danske kvinde og hendes 28-årige norske veninde var på vandretur i Atlasbjergene, da de mødte de tiltalte. De fire hovedmænd har tilstået, at de var taget op i bjergene med det udtrykkelige formål at begå en terrorhandling i Islamisk Stats navn.

Dette billede fra et tidligere retsmøde viser nogle af de tiltalte ankomme til retsbygningen.

Ved dagens retsmøde blev de øvrige tiltalte i sagen afhørt. De spillede ingen rolle i drabet, men er tiltalt for at høre til samme terrornetværk som de drabstiltalte og for at have ydet dem forskellig støtte.

Anklagemyndigheden meddelte før retssagen startede, at man ville kræve dødsstraf til de fire hovedmænd.

I aften klokken 20:50 viser TV 2 dokumentaren ’Station 2: Terrorister dræbte min datter’, der følger Louisa Vesterager Jespersens mor, der tager til Marokko for at opleve sin datters sidste rejse. Dokumentaren kan allerede nu ses på TV 2 Play.