Udland

Et "skræmmende" antal plantearter er udryddet, viser ny undersøgelse

Ny undersøgelse advarer mod udbredt plantedød.

Antallet af planter, der er forsvundet fra naturen, er mere end dobbelt så stort som antallet af uddøde fugle, pattedyr og amfibier kombineret.

Menneskehedens ødelæggelser er skyld i et "skræmmende" antal udslettelser af planter, viser den første verdensomspændende undersøgelse af problemet.

Det er skræmmende. Ikke kun på grund af tallet, men fordi jeg tror, det er en grov undervurdering

Dr. Maria Vorontsova fra Royal Botanic Gardens

Forskere har fundet frem til, at 571 plantearter er blevet udslettet siden 1750, men da videnskaben langt fra har kortlagt hele planteriget, kan tallet vise sig at være langt højere. Det skriver The Guardian.

Ifølge forskerne er plantedøden mindst 500 gange højere nu end før den industrielle revolution. Det tal er formentlig også højere end beregnet.

- Planter understøtter alt liv på jord. De forsørger os med den ilt, vi ånder, og den mad, vi spiser. Desuden udgør planter rygraden i vores økosystem, så plantedød er dårligt nyt for alle arter, siger professor Eimear Nic Lughadha fra Royal Botanic Gardens i engelske Kew, der er en del af forskerholdet.

Danmark ikke med på listen

Den nye undersøgelse viser, at Hawaii topper listen over uddøde planter med 79 arter fulgt af Sydafrikas Kap-provinser med 37 udryddede plantearter. Australien, Brasilien, Indien og Madagaskar blander sig også i førerfeltet.

Danmark optræder ikke på listen over lande med uddøde plantearter. Det er der ifølge Jacob Weiner, der er professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, flere grunde til:

- Det er en meget alarmerende rapport, der bekymrer mig meget. Men efter min mening har rapportens konklusion ikke en direkte påvirkning på forholdene i Danmark, da vi ikke har mange endemiske plantearter her i landet - det vil sige arter, som ikke findes andre steder i verden.

Han tilføjer, at verden er opdelt i forskellige klimazoner, og Danmark er placeret i den tempererede europæiske zone.

- Det gør, at vores plantediversitet ikke er så stor som andre steder i verden, for eksempel troperne. Rapporten peger på et stort problem for den globale diversitet, men lokalt i Danmark har det ikke den store betydning, siger Jacob Weiner til TV 2.

Et menneskeskabt problem

Hovedårsagen til udryddelserne er menneskets ødelæggelse af planternes naturlige levesteder ved for eksempel skovfældning og omdannelse af jord til landbrug.

Blandt de uddøde plantearter er vilde auberginer i Tanzania, sandalwood i Chile og oliven fra øen Saint Helena i Atlanterhavet.

Antallet af planter, der er forsvundet fra naturen, er mere end dobbelt så stort som antallet af uddøde fugle, pattedyr og amfibier kombineret.

- Der er langt flere uddøde planter, end vi vidste - langt flere end der burde være uddøde. Det er skræmmende. Ikke kun på grund af tallet, men fordi jeg tror, det er en grov undervurdering, siger professor Maria Vorontsova fra Royal Botanic Gardens til The Guardian.

Tusindvis af "levende døde" plantearter

Hun mener, at den rigtige udryddelsesrate for planter let kan være langt højere, end det tal, man har fundet frem til i den nye undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature Ecology and Evolution.

Det skyldes, at der er tusindvis af "levende døde" plantearter, hvor de sidste overlevende planter ikke har nogen chance for at reproducere sig selv.

Enten fordi der kun er et køn tilbage af planten - eller fordi de dyr, der er nødvendige for at sprede deres frø, er uddøde.

Det tager mange år for forskerne at være helt sikre på, at en plante er udslettet, hvilket betyder, at der er mange arter, der afventer ”officiel udslettelse”. Nogle plantearter kan være uddøde, før de nogensinde bliver opdaget.

Ifølge nogle forskere er en sjette såkaldt masseudslettelse af livet på Jorden i gang.

En rapport fra maj måned i år konkluderede, at hele det menneskelige samfund er truet af et kraftigt indhug i jordens naturlige økosystem med op mod en million dyre- og plantearter, der er i fare for udryddelse.