Udland

Mand skudt af politiet på Malmø Station - bomberyddere på stedet

Mand udviste truende adfærd på togstationen i Malmø. Stationen er blevet evakueret og al bus- og togtrafik er indstillet.

Svensk politi har skudt en 44-årig mand, der udviste truende adfærd på togstationen Malmø Central i Sverige. Det skriver flere medier, herunder det svenske medie Aftonbladet og Sydsvenskan.

Stationen er blevet evakueret, ligesom al bus- og togtrafik er blevet indstillet, herunder også til og fra Københavns Lufthavn i Danmark.

Der er desuden ankommet bomberyddere til stationen, oplyser Evelina Olsson, der er talsmand for politiet i det sydlige Sverige.

- Fokus er nu på at rydde stationen, inklusive de kontorer, som er der. Det er mange folk i området, så det er førsteprioritet at få folk væk fra pladsen, siger hun til Aftonbladet.

Det svenske medie Aftonbladet oplyste ved middagstid, at politiet har undersøgt nogle tasker, men at der ikke er fundet noget mistænkeligt.

Politiet fik anmeldelsen om manden klokken 10.10.

Slæbte taske hen ad gulvet

Mandens tilstand er endnu ukendt, men han er blevet kørt til sygehuset.

Vidner oplyser til Aftonbladet, at de så manden gå hen mod en kvinde, som efterfølgende løb fra manden, mens hun skreg om hjælp.

Derefter skal manden have vandret frem og tilbage på stationen, mens han bar på flere tasker, herunder en taske, som blev slæbt hen ad gulvet.

Et vidne oplyser til Sydsvenskan, at manden på engelsk råbte, at han havde en bombe. Flere vidner siger til Aftonbladet, at de har hørt mellem fire og fem skud, mens et andet vidne oplyser til det svenske medie Expressen, at der blev udløst mindst tre skud.

- Han faldt først om efter det tredje skud, siger Dennis Gallagher, der er på besøg i byen fra New Zealand og som var vidne til skyderiet.

Dennis Gallagher oplyser desuden, at han først så manden diskutere med nogle vagter, før to betjente ankom med deres våben trukket.

Politiet oplyser til flere svenske medier, at ingen andre end manden med den truende adfærd er kommet til skade.

Den svenske efterretningstjeneste Säpo følger situationen tæt, men vil ikke kommentere yderligere.