Udland

G20-lande advarer om tikkende alderdomsbombe

I 2050 forventes verden at have mere end to milliarder beboere i alderen 60 år og derover.

Stigende sundhedsomkostninger, mangel på arbejdskraft og finansielle ydelser til ældre.

For første gang har verdens førende politikere debatteret de økonomiske problemer i forbindelse med den stigende alderdomsboble og faldende fødselsrate.

Fakta om G20

  • G20 er en sammenslutning af verdens vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU. G'et står for "gruppe".
  • De faste medlemmer er: Sydafrika, Canada, Mexico, USA, Argentina, Brasilien, Kina, Japan, Sydkorea, Indien, Indonesien, Saudi-Arabien, Rusland, Tyrkiet, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien, Australien og EU.
  • Initiativet til gruppen blev taget i 1999 som reaktion på finanskrisen i Asien.
  • Siden 2008 har der været årlige eller halvårlige topmøder, hvor landenes ledere har deltaget. Værtskabet går på skift mellem landene.

Kilde: Ritzau.

Det skete i weekenden på et G20-møde i den japanske by Fukuoka.

Finansministre og centralbankchefer fra verdens 20 største økonomier advarer om at løse problemet med klodens stigende befolkningsvækst, inden det er for sent. Det skriver France 24.

Japan advarer

G20 er en blandet gruppe af lande på forskellige udviklingsstadier med forskellige befolkningsprofiler - lige fra Japan, der har en stor ældrebyrde, til Saudi Arabien, der omvendt har et meget ungt samfund.

Japan har i årtier kæmpet med en massiv ældrebyrde og advarer andre nationer om, at de skal handle, før problemet med en stærkt stigende ældre befolkningsgruppe bliver et uoverskueligt, økonomisk problem.

Længere levetid og faldende fødselsrater har resulteret i en kraktig vækst af ældre – især i lande som Spanien, Italien og Sydkorea. Det viser tal fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

Men også lande som som Brasilien og Kina står også over for "hurtige demografiske ændringer," ifølge OECD.

I 2050 forventes verden at have mere end to milliarder beboere i alderen 60 år og derover - mere end det dobbelte af antallet i 2017.

Men mange økonomier har undladt at følge med udviklingen og har ikke opdateret deres pensions- og beskæftigelsessystemer, så de er tilpasset den ændrede demografi, advarer eksperter.

Dette har resulteret i finansielle problemer og stor gældsrisiko for hele lande såvel som enkeltpersoner.

Samfundstrukturen skal ændres

OECDs chef, Angel Gurria, advarede forud for mødet i Fukuoka G20-landene.

- Vi har en meget stor del af menneskeheden, der bliver ældre - og samtidig er arbejdsstyrken krympet. Jeg vil gerne understrege, at problemet vokser hurtigere i G20-landene. Jeg er bange for, at denne tendens fortsætter, sagde OECDs generalsekretær til nyhedsbureauet AFP.

Søndagens møde skal lægge grunden for yderligere forhandlinger på et topmøde i Osaka i Japan i slutningen af ​​måneden, hvor netop den stigende befolkningsvækst og ældrebyrden står på dagsordenen hos den globale elite.

- De fleste G20-lande oplever allerede, eller vil opleve, en ældrebyrde. Vi er nødt til at diskutere de problemer, der opstår på baggrund heraf og hvordan vi skal håndtere dem, lød det søndag fra Bank of Japans direktør Haruhiko Kuroda.

En løsning på problemet er ifølge OECD-chefen, at vi grundlæggende ændrer den måde, vores samfund er organiseret på.

Angel Gurria opfordrer i den forbindelse ældre arbejdstagere og kvinder til at spille en større rolle på arbejdsmarkedet og samtidig opfordres unge til at forberede sig bedre på deres økonomiske fremtid.

I Danmark har eksperter i mange år advaret mod den lave danske fødselsrate, der i 2017 var på 1,7. Det skyldes, at en nation reproducerer sig selv ved en fødselsrate på 2,1 – og dermed falder befolkningstallet i Danmark, hvis man udelukkende ser på antallet af børn, der bliver født.

Men det danske tal ligger faktisk i den høje ende i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med - nemlig 0,1 procentpoint over den gennemsnitlige fødselsrate i Vesteuropa på 1,6.