Udland

Boris Johnson med milliardtrussel til EU: Giv os en bedre aftale

Boris Johnson, tidl. borgmester i London og udenrigsminister i Storbritannien, mener ikke nødvendigvis, at landet skal betale hele skilsmisseregningen til EU. Toby Melville / Ritzau Scanpix

Det er usikkert, hvad der sker, hvis ikke Storbritannien betaler skilsmisseregningen.

Skilsmissen fra EU forventes at koste Storbritannien cirka 39 milliarder pund – omkring 320 milliarder kroner.

Men hvis ikke Storbritannien ved, hvilken virkelighed de træder ud i, når de forlader EU, så bør man ikke overføre de penge til Bruxelles.

Det mener Boris Johnson, der var en af de varmeste fortalere for Brexit i 2016, og som af nogle anses som favorit til at overtage posten som premierminister i Storbritannien efter Theresa May.

- Jeg har altid ment, at det var ekstraordinært, at vi skulle underskrive hele checken, inden vi havde en endelig aftale, siger Boris Johnson i et interview med det britiske medie Sunday Times.

Ikke skåret i sten

Boris Johnson, der har været borgmester i London og udenrigsminister i Theresa Mays regering, mener, at pengene kan bruges til at presse EU til at indgå en bedre aftale for Storbritannien.

- I forsøget på at få en god aftale er penge et godt opløsnings- og smøringsmiddel, siger Boris Johnson i interviewet med Sunday Times.

Beløbet på 39 milliarder pund er ikke mejslet i sten, konkluderede en rapport fra Overhuset i det britiske parlament i december. Pengene fordeler sig dels på bidrag til EU’s budget fra Storbritannien i overgangsperioden, inden landet er helt ude af unionen, og dels på løfter til EU, som Storbritannien allerede har afgivet.

Derudover vil Storbritannien over de kommende årtier bruge et mindre milliardbeløb på forskellige EU-udgifter, herunder pension til personer, der har arbejdet for landet i EU, har Yahoo Finance tidligere skrevet.

Omvendt vil Storbritannien modtage penge fra EU på lige fod med andre medlemslande, mens parterne er i overgangsperioden, der forventes at vare to år. Ifølge Yahoo Finance forventes det at beløbe sig til cirka 16 milliarder pund, omkring 135 milliarder kroner.

Usikre konsekvenser

Hvad der sker, hvis Storbritannien vælger ikke at betale skilsmisseregningen, er usikkert. I rapporten fra Overhuset lød konklusionen blandt andet, at der ikke er noget i lovgivningen, der forhindrer, at Storbritannien løber fra regningen.

- Men de politiske og økonomiske konsekvenser, hvis Storbritannien forlader EU uden at opfylde kravene til EU’s budget, er formentligt markante. Hvis Storbritannien ønsker en privilegeret handelsaftale med EU, inklusiv en aftale for overgangen, søger EU-parterne formentlig et finansiel bidrag efter Brexit, skrev Overhuset i sin rapport fra december.

Der bliver også advaret mod, at de andre EU-lande kan indbringe sagen for en international domstol. Her vil udfaldet være usikkert, lyder det videre.