Udland

Mislykket redningsaktion koster tre mand livet

Skibet forsøgte at hjælpe nødstedte fiskere, men endte selv i endnu større problemer.

En redningsaktion gik helt galt ud for den franske Atlanterhavskyst ved byen Les Sables D'Olonne lidt syd for Nantes.

Et redningsskib med syv besætningsmedlemmer ombord stævnede ud for at hjælpe en nødstedt fiskerbåd, men blev selv fanget i de op mod fire meter høje bølger. Skibet kæntrede, og tre af redningsarbejderne druknede.

De øvrige fire formåede at svømme i land, mens besætningen på den nødstedte fiskerbåd stadig er savnet. Det vides ikke, hvor mange der var ombord på fiskerbåden, der var ejet af en lokal pensionist, der ofte fisker rejer. Det skriver France24.

- Ingen burde være sejlet ud

Redningsskibet tilhører non-profit-organisationen SNSM, der har omkring 8000 frivillige i Frankrig.

- Det er et team af professionelle, der kender havet og kender tilstandene. Vores by er dybt chokerede over det her, siger borgmesteren i Les Sables D'Olonne, Yannick Moreau. Han tilføjer, at det er "helt ufatteligt", at nogen ville stå til søs i de tilstande, der var på havet i dag.

Ulykken skete omkring 800 meter fra kysten, da skibet blev fanget i stormen Miguel, der har ført til forbud mod at sejle over store dele af den franske kyst.

- Disse tragiske dødsfald har skabt dyb sorg i redningstjenesten, siger Xavier de la Gorce, der er leder af SNSM.

Billeder taget lige inden ulykken viser de store bølger, der ramte skibet.

Vindstød tæt på stormstyrke kan ramme Danmark

Stormen Miguel hærger også i Tyskland, hvor den har fået navnet Ivan. Ifølge TV 2 Vejret er der målt vindstød af orkanstyrke på 36 meter i sekundet.

Og den er på vej længere nordpå. I løbet af natten rammer den Den Engelske Kanal, og dele af Danmark bliver ramt allerede fredag aften og i løbet af natten og morgenen.

Her er der risiko for vindstød nær stormstyrke langs den jyske vestkyst og i Vadehavet. Flere steder i landet kan lavtrykket også føre til skybrud og torden.

Myndighederne har fået slæbt redningsskibet tilbage på land.