Influent har 2,6 mio. følgere - kunne ikke sælge 252 stykker tøj

Et godt eksempel på kritisk stillingtagen, siger ekspert.

Det kan se så overdådigt og glamourøst ud på billeder. Smukke mennesker med smukke kroppe i smukke opgivelser. Huden er solbrun, stilen er perfekt, og billedet er skarpt.

Danskerne er efterhånden blevet vant til influenter, som giver deres følgere et kig ind i deres liv. Vi er efterhånden også blevet vant til, at influenterne samarbejder med virksomheder og laver reklamer.

Det var også, hvad den amerikanske influent Arii gjorde for sine 2,6 millioner følgere på Instagram, da hun i midten af maj præsenterede produktlinen ERA med t-shirts, bluser og bukser.

Produkterne var hendes eget mærke, som skulle sælges ved hjælp af hendes store følgerskare på sociale medier.

Men 27. maj skrev hun på sin Instagram-profil, at hun ikke kunne sælge tøjet, og at hendes partnere derfor droppede samarbejdet. Et opslag, der siden er blevet slettet, da det fik massiv opmærksomhed.

Arii lagde fredag denne tekst på sin Instagram-profil, hvor hun forklarer, at hun skulle sælge 252 stykker tøj, og at hun aldrig har købt følgere i de fire år, hun har været influent.

Det skriver blandt andet Business Insider, Fox News og Buzzfeed.

Arii har siden korrigeret og skrevet, at det handlede om 252 stykker tøj fra kollektionen.

Men hvordan kan en influent have 2,6 millioner følgere og alligevel ikke være i stand til at sælge 252 stykker tøj?

Hvad er en influent?

En influent/influencer deler personlige oplevelser, erfaringer eller sjove videoer og billeder med sine følgere på de sociale medier - såsom Instagram og Youtube. I takt med at de får mange følgere, kan de tjene penge på at reklamere for virksomheder.

Kendte influenter er eksempelvis: Julia Sofia, Irina Olsen, Anders Hemmingsen, Lakserytteren, Louise Madsen, Emil Olsen og Mascha Vang.

Ifølge Pernille Lotus, direktør i Cube Danmark, som er Nordens største bureau med influenter, er det slet ikke umuligt at sælge så meget tøj som influent.

- Til sammenligning har vores influent Tina Maria 190.000 følgere og solgte for over en million svenske kroner på et døgn. En anden er Astrid Olsen, som med 150.000 følgere på Youtube kunne sælge tøj for 2,4 millioner svenske kroner på en måned.

Hun synes, det virker som en "mærkelig situation".

- En sag som denne forringer billedet af influenter og sår tvivl om, hvad man kan bruge dem til i markedsføring, siger Pernille Lotus.

Men hun påpeger også, at der kan være mange andre årsager til, at Ariis salg ikke er gået som forventet. Hendes webshop kan være gået ned, eller hun kan have ramt et forkert design for sine følgere.

En anden mulighed er også, at Arii kan have købt sine følgere. Så er det robotter, som laver falske opslag, falske kommentarer og falske likes.

En influent på et socialt medie kan købe følgere for at puste sin profil kunstigt op. På den måde ser det ud til, at influenten har større rækkevidde og dermed er mere værd for virksomheder, som vil bruge influenten som reklamekanal.

- De firmaer, som specialiserer sig i at sælge følgere, bliver bedre og bedre til at lave falske følgere, der ser ægte ud. Så bliver det sværere at gennemskue, om det er danske følgere og ægte følgere.

Faktisk en god ting

Lektor i digital marketing Gry Høngsmark Knudsen mener, at sagen er positiv for forbrugerne.

- Arii er et godt eksempel på, at folk ikke følger hende blindt og bare køber hendes produkter. Det er et godt eksempel på kritisk stillingtagen, siger Gry Høngsmark Knudsen.

Influenten Arii er ikke slået ud af den megen omtale af hendes forfejlede salgsfremstød. Søndag postede hun dette billede på sin Instagram-profil.

Hun mener, at influenternes magt og påvirkning er en fase, og at man som forbruger skal være kritisk og tænke sig om. Det er virksomheder, som prøver noget nyt og flytter pengene fra én type reklame til en anden.

Influenterbranchen er i kraftig vækst. Det viser seneste analyse fra Slots- og Kulturstyrelsen, som viser, at branchen omsatte for 108 millioner i 2018. Det er mere end en fordobling siden 2016, hvor branchen omsatte for 48 millioner kroner.

I analysen er ikke medregnet flere af de største influenters privateøkonomi samt flere selskaber. Tallet kan derfor være højere.