13 danskere tilbageholdt i lejr for IS-sympatisører - her er tre af dem

TV 2 har mødt to kvinder og et lyshåret barn i en flygtningelejr for IS-sympatisører i Syrien. Ifølge de lokale myndigheder er der 13 danskere i alt.

Lige nu bliver mindst 13 personer, der registreret som danskere, tilbageholdt i flygtningelejre i det nordøstlige Syrien. Det bekræfter de lokale kurdiske myndigheder over for TV 2.

Det er så længe siden, at vi har talt dansk

Niqabklædt kvinde i flygtningelejren

Nogle af danskerne befinder sig i Al-Hol-lejren, der er den største lejr i området - den rummer over 70.000 mennesker.

TV 2 har besøgt lejren, og lejrens personale har præsenteret os for to kvinder og et lyshåret barn, der er registreret som danskere.

Kvinderne siger selv, at de er danskere, og de ser ud til at forstå dansk, men de vil kun kommunikere på engelsk. De har heller ikke fremvist nogen form for identifikation.

Da kvinderne bliver spurgt om de taler dansk, svarer den ene af dem på engelsk:

- En lille smule.

Da de bliver spurgt om de er fra Danmark, svarer en af dem:

- Ja.

- Det er så længe siden, at vi har talt dansk. Ordene skal vende tilbage, siger kvinden, der er klædt i sort niqab.

De to kvinder og barnet møder TV 2 i flygtningelejren.
De to kvinder og barnet møder TV 2 i flygtningelejren. Foto: Rasmus Nielsen / TV 2

Langt størstedelen af kvinderne og børnene i flygtningelejren kommer fra det sidste område, som Islamisk Stat kontrollerede i Syrien og som faldt i slutningen af marts.

Vil gerne hjem

De to kvinder vil dog ikke komme med ret mange oplysninger om deres tilknytning til Islamisk Stat eller om deres fortid i Danmark til TV 2.

- Det er sådan, at vi forsøger at vende hjem, siger den ene kvinde på engelsk.

Hun er lys i huden og har blå eller grå øjne.

- Det er bedre for os, at vi ikke siger noget, fortsætter hun.

Drengen og de to kvinder taler med TV 2's journalist.
Drengen og de to kvinder taler med TV 2's journalist. Foto: Rasmus Nielsen / TV 2

Ifølge repræsentanter for det kurdiske selvstyre, har der endnu ikke været nogen repræsentanter for de danske myndigheder på besøg i lejren.

Den enorme flygtningelejr er delt i to - en del for syriske og irakiske flygtninge, og en del for udenlandske kvinder og børn.

Den udenlandske del af flygtningelejren er omgivet af et hegn og er stærkt bevogtet. De lokale kurdiske myndigheder betegner nemlig mange af kvinderne som farlige, fordi de stadig støtter Islamisk Stat.

Disse kvinder har TV 2 også talt med gennem hegnet.

TV 2 møder kvinderne i afdelingen for udenlandske kvinder og børn fra Islamisk Stats område.
TV 2 møder kvinderne i afdelingen for udenlandske kvinder og børn fra Islamisk Stats område. Foto: Rasmus Nielsen / TV 2

En af dem siger, at hun er fra Sverige. En anden fortæller, at hun gerne vil ud af lejren, fordi drikkevandet i lejren er meget dårligt.

- Hvor vil du hen, spørger TV 2's udsendte.

- Til Islamisk Stat, lyder svaret fra den niqab-klædte kvinde.

- Fordi jeg ikke vil leve under demokratiet.

De to kvinder og den lyshårede dreng føres bort af en kurdisk sikkerhedsvagt.
De to kvinder og den lyshårede dreng føres bort af en kurdisk sikkerhedsvagt. Foto: Rasmus Nielsen / TV 2

De to kvinder og den lyshårede dreng - der siger, at de er danske statsborgere - fortæller til TV 2, at de befandt sig i Islamisk Stats sidste landområde - byen Baghouz - da den faldt i marts.

Kvinden med den lyshårede dreng vil ikke fortælle, om hun har andre børn.

Drengen ser ikke ud til at forstå dansk, så det virker som om, han har tilbragt et godt stykke tid i udlandet.

Kvinden siger, at hun har været i kontakt med sin familie i Danmark, og at familien har fortalt hende, at myndighederne arbejder på at få hende hjem, men at det vil skade hendes sag, hvis hun står frem med navn.