Udland

Inspirerede til hitfilm - narkogangster død som 88-årig

Denzel Washington i rollen som Frank Lucas i filmen 'American Gangster' fra 2007.

I 2007 blev han portrætteret af den amerikanske skuespiller Denzel Washington i filmen 'American Gangster', der vandt 13 ud af 37 filmnomineringer.

Harlems store narkogangster i 1970’erne hed Frank Lucas.

Han havde en lukrativ forretning kørende, der forarmede gaderne i New Yorks bydel, ved at lade heroinen flyde under det tillokkende navn Blue Magic.

Frank Lucas skulle angiveligt have smuglet heroin til USA ved hjælp af kister med døde amerikanske soldater under Vietnamkrigen.

Dermed skar han alle mellemled fra i handlen, hvilket var godt for tallene på bundlinjen.

Blev dømt og løsladt igen

Forretningen blomstrede for Frank Lucas, og han kunne sammen med en lang række spidser sidde med helt fremme til århundredets boksekamp mellem Muhammed Ali og Joe Frazier i 1971.

Iført en meget dyr pels med en matchende hat på meget eksklusive tilskuerpladser tiltrak Frank Lucas sig politiets opmærksomhed, og i 1975 fik de skovlen under ham.

Frank Lucas blev dømt og fik i første omgang en straf på 70 års fængsel. Men straffen blev nedsat markant, da han hjalp politiet, hvilket førte til anholdelser i en lang række narkorelaterede sager.

I 1981 var Frank Lucas på fri fod igen. Men tre år senere var han involveret i narkosalg og blev dømt til syv års fængsel.

Folk kan lide mig fandens meget

Mod alle odds nåede Frank Lucas at leve omkring 30 år i friheden, de sidste år af sit liv i en rullestol på grund af en bilulykke.

I et interview med New York Magazine, der efter sigende skulle have fanget Hollywoods interesse for Frank Lucas, fortæller den tidligere narkogangster, hvordan han koldblodigt dræbte en rival midt på gaden, imens en masse mennesker så på.

Hans liv blev i 2007 omdrejningspunktet for Ridley Scott-filmen 'American Gangster'.

Når en mand som Frank Lucas kan få lov at blive 88 år gammel, uden at nogen har taget livet fra ham før tid, så lød hans egen forklaring således i interviewet fra 2000:

- Det eneste, du skal vide, er, at jeg sidder her og taler med dig lige nu. Går og taler – da jeg kunne og burde have været død og begravet 100 gange. Og ved du hvorfor?

- Fordi folk kan lide mig. Folk kan lide mig fandens meget.

Frank Lucas døde torsdag i New Jersey, USA.