Trump-tilhængere tager sagen i egen hånd: Bygger privat mur til Mexico

Muren blev rejst så hurtigt, at myndigheder ikke vidste, hvad der foregik.

De seneste dage er en mur af massive seks meter høje stålplader blevet rejst med rekordfart ved grænsen mellem Mexico og USA.

Der er ikke tale om en mur, som den amerikanske Donald Trump står bag, men én finansieret af hans tilhængere.

Til alle I modstandere, der sagde, det her var umuligt: Ha ha, hvor er I nu?

Brian Kofage, Grundlægger af We Build the Wall

Organisationen We Build the Wall har ved en indsamling skaffet, hvad der svarer til over 153 millioner kroner til deres eget grænsebyggeri.

Det bliver til en 800 meter lang mur bygget på en uge. Det sker kun ti meter fra grænsen på privat jord i den amerikanske delstat New Mexico.

- Det her er amerikanernes måde at sige: "Kongres, du er ubrugelig, og vi tager kampen. Vi bygger muren selv", udtaler Trump-tilhængeren Jeff Allan, der er medejer af det stykke land, som muren bygges på, til nyhedsbureauet AFP.

Byggeriet skal efter planen stå færdigt i slutningen af denne uge, og det vil lukke hullet mellem en cirka 34 kilometer lang mur ved den amerikanske by El Paso og en tilsvarende lang mur ved byen Sunland Park.

Trump stoppet af dommer

Indsamlingen tog fart, da en dommer i Californien i sidste uge blokerede Trumps planer om at bygge dele af grænsemuren med midler skaffet via den nationale nødretstilstand.

Her skulle en milliard dollars, der var afsat til militære formål, bruges til at bygge to sektioner af muren. Men det blev stoppet af den føderale distriktsdommer Haywood Gilliam Jr.

Nu donerer jeg flere penge, for jeg håber at se en mur fra hav til hav

Yo Tullis, har doneret til We Build the Wall

Det har fået Trumps tilhængere op af stolene, og i weekenden startede byggeriet.

Sådan ser den private grænsemur ud, som skal holde illegale indvandrere ude fra USA.
Sådan ser den private grænsemur ud, som skal holde illegale indvandrere ude fra USA. Foto: David Peinado / Ritzau Scanpix

Opdagede det først, da muren stod

De privatfinansierede gravemaskiner har arbejdet så hurtigt, at både mexicanske og amerikanske myndigheder ifølge deres eget udsagn ikke vidste, det foregik, før byggeriet var i gang:

- Ved en inspektion i området opdagede vi, at der er ved at blive opført en mur i området omkring mindesmærket, der markerer grænsen mellem Mexico og USA. Anlægsarbejdet har ikke været fremlagt til godkendelse i kommissionen, sagde Jesus Luevano, leder af den mexicanske grænsemyndighed, i går til Reuters.

While Americans sleep, our crew is still working hard through the night. Our incredible workers will keep putting the...

Posted by We Build The Wall Inc on Monday, 27 May 2019

Myndighederne i den amerikanske by Sunland Park oplyser, at de opdagede projektet i sidste uge og blev nægtet adgang til grunden, hvor det foregik. Efterfølgende modtog de en ansøgning om byggetilladelse.

- Der blev ikke indsendt nogen lokalplan eller undersøgelser, men vi modtog nogle meget modstridende oplysninger, sagde borgmester i Sunland Park Javier Perea på en nyhedskonference i går.

Byggeri udsat

Det har fået byen til at udstede en ophør- og afbestillingsordre mod den private grænsemur. Den betyder, at byggeriet har måttet stoppe, kort tid før det stod færdigt.

Begrundelsen for ordren er, at der ikke er givet tilladelse til at bygge noget over 1,8 meter - og den private mur er omkring seks meter høj.

Det har dog ikke slået bygherrerne ud:

- Den eneste ting, der er ikke nåede at blive færdig, var den asfalterede vej, skriver grundlægger Brian Kolfage fra sin Twitter-profil. Samtidig beskylder han også myndighederne for løgn og korruption.

Mexicanske myndigheder opdagede ikke mur før den stod Video: Mie Leonora Heiberg

- De var på stedet og gav os grønt lys til at bygge, skriver han.

Organisationens talsmand Mike Fury understreger også, at de har overholdt reglerne:

- Det er en mur, der opføres på privat ejendom og i overensstemmelse med aftalerne mellem Mexico og USA, siger han til Reuters.

Penge strømmer ind

Tilsyneladende avler modstanden af projektet mere støtte til det.

Over 271.000 personer har doneret til den private mur – og fredag var der på bare et døgn løbet det, der svarer til knap syv millioner danske kroner ind.

- Fantastisk arbejde. Jeg håber, det her kan fortsætte med at beskytte mine børn, skriver Julie Burton, en af de mange amerikanere, der har doneret penge, på Facebook.

- Jeg vidste, at det ville ske. Jeg elsker at se muren og have været en lille del af det. Nu donerer jeg flere penge, for jeg håber at se en mur fra hav til hav, skriver Yo Tullis, der også har bidraget til det private byggeri.