Udland

I danskernes foretrukne ferieland vil EU-begejstringen ingen ende tage

Mens EU-skepsissen er blusset op over det meste af Europa, kan spanierne ikke få nok af det europæiske samarbejde.

Glæden over EU vil ingen ende tage i danskernes foretrukne ferieland: Spanien.

De kom med i 1986 få år efter diktatoren Francos død og mange så det (sammen med et medlemskab af NATO), som en garanti for at diktaturet aldrig mere ville komme tilbage.

Siden har store EU-finansierede projektor rundt i landet bare øget EU-begejstringen.

Mange spanierne nyder også godt af arbejdsmarkedets fri bevægelighed. Og selv om baggrunden er trist med manglende muligheder og arbejde, så glæder ikke mindst de unge sig over, at kunne finde en fremtid i London, Berlin, ja sågar København. Og så er der selvfølgelig muligheden for at sælge de spanske produkter.

I syd kalder man Almería og omegn for Europas køleskab. Her produceres blandt andet tomater, agurker og squash. Til priser, der bekymrer de danske gartnere, men det har skaffet brød på bordet til en region, der ellers havde det svært.

Begejstring trods krise og pisk

Under den globale finanskrise gik Spanien næsten bankerot. Der måtte lånes penge ude fra for at rede en gispende banksektor - med medfølgende hårde krav om nedskæringer. Folk blev sat på gaden i tusindvis, når lånet ikke kunne betales. Pensionerne blev skåret ned. Uddannelsessystemet blev også ramt og i det hele taget er den offentlige sektor i Spanien i dag langt fra, hvad den har været.

Men især var det den private husholdning, der blev ramt. Arbejdsløsheden steg dramatisk og mange ældre mennesker, så sig nødsaget til, at åbne dørene for deres børn, der nu var vokse og selv havde familie med hustru og børn.

Alligevel viser nye undersøgelser, at Spanien over en bred kam er glade for EU. Fra den yderste venstrefløj i Podemos henover midten til det højrenationale parti VOX, ser man positivt på det spanske medlemskab af EU. Hos vælgerne, der stemmer på de tre store midterpartier: Socialdemokraterne, Det konservative Partido Popular og det liberale Ciudadanos er det næsten 90 procent, der er for EU.

Spanien skyder brystet frem

Efter årtier, hvor Spanien har følt sig sat i skyggen af Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien, håber landet nu, at kunne indtage en mere central og vigtig rolle. Vi er eurozonens fjerdestørste økonomi, indbyggermæssigt blandt de største, lyder argumentet.

Dertil må man ikke glemme Brexit. Ikke glemme den EU-skeptiske Salvini i Italien, der stormer frem. Og selvom den franske præsident Macron har store visioner for EU, så møder hans projekt stor modstand derhjemme. Og Tysklands kansler Merkel spiller heller ikke længere førsteviolin.

I det lys ser Spanien sig selv som klar til en hovedrolle efter valget til Europa-Parlamentet. Opbakningen til EU er massiv hos spanierne. Og blandt de store partier - Socialdemokraterne, De Konservative og De Liberale - taler man om mere EU og mere integration, her er ingen skepsis over et mere føderalt EU.

Et projekt som tyskerne og franskmændene ikke er lykkedes med alene. Nu må de række hånden ud og lade Spanien komme på banen, lyder analysen.