Udland

Årets hidtil kraftigste jordskælv rammer det nordlige Peru - mindst én meldes dræbt

Jordskælvet beskadigede mange huse. Bomberospe Handout / Ritzau Scanpix

Et jordskælv med en beregnet styrke på 8 har ramt Peru. Det er det kraftigste jordskælv på verdensplan i 2019.

Et voldsomt jordskælv har natten til søndag lokal tid ramt Peru.

Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS)

Jordskælvet med en beregnet styrke på 8,0 ramte 75 kilometer sydøst for landsbyen Lagunas i det nordcentrale Peru.

Det ramte i knap 110 kilometers dybde.

Søndag eftermiddag oplyser Ritzau, at mindst én person har mistet livet og at adskillige hjem er blevet ødelagt.

Årets kraftigste jordskælv

Jordskælvet er det kraftigste, der er målt på verdensplan i 2019.

Det næstkraftigste ramte tidligere i maj Papua Ny Guinea med en beregnet styrke på 7,5 fremgår det af USGS' statistikker.

Perus regering oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at jordskælvet kunne mærkes i hovedstaden Lima på den peruanske vestkyst.

USGS har udsendt en gul advarsel i forbindelse med jordskælvet. Det betyder blandt andet, at "omkomne og ødelæggelser er muligt".

I februar ramte et jordskælv med en beregnet styrke på 7,5 i Perus naboland Ecuador. Det forårsagede ødelæggelser og kvæstede ni personer i Ecuador. Peru slap dog for større konsekvenser som følge af det jordskæv.

Peru ligger i en region, hvor der generelt af meget seismisk aktivitet.

Den 14. januar ramte et jordskælv med en beregnet styrke på 7,3 den sydlige peruanske by Arequipa.

Her blev to personer dræbt, og flere bygninger styrtede sammen.