Udland

Død delfin havde brusehoved af plastik i maven

Det var dette brusehoved, myndighederne i Florida fandt i maven på delfinen.

Det er anden gang på en måned, at myndighederne i Florida finder en død delfin med plastik i maven.

Et brusehoved af plastik med tilhørende slange.

Det er ikke, hvad man normalt forbinder med en delfins kost. Men det er ikke desto mindre, hvad myndighederne i Florida fandt i maven på en død delfin i Fort Meyers Beach.

Det skriver CNN.

Delfinen blev fundet død for en uge siden, og efter en obduktion foretaget af Florida Fish and Wildlife Conservation Commission (FWC) fandt man brusehovedet med slange, der i alt målte en halv meter, i maven på den to meter lange delfin.

I et opslag på Facebook kommer myndighederne med en opfordring:

- Dette er den anden strandede delfin, som har indtaget plastik, på én måned i dette område. Det minder os igen om at kigge grundigt på vores vaner. Dine handlinger kan gøre en forskel, skriver FWC i opslaget.

Last week, FWC biologists from our southwest field lab necropsied a 7 ft male dolphin that was recovered from Fort Myers...

Posted by FWC Fish and Wildlife Research Institute on Friday, May 17, 2019

Myndighederne fokuserer i opslaget på forebyggende tiltag som at skille sig af med affald på en sikker og ordentlig måde, deltage i oprydning og rensning af kystområder og dele informationer om, hvordan man reducerer havaffald.

I opslaget slår FWC desuden fast, at ud over den plastik man har fundet i delfinens mave, skal man nu analysere resultaterne af obduktionen for at fastslå dødsårsagen.

I april fandt man i samme område en strandet rutandet delfin, der havde et stykke af en ballon og to plastikposer i maven. Myndighederne måtte aflive delfinen.

De seneste år har der været mange eksempler på havdyr, der er fundet med plastik i deres kroppe. Her er nogle få eksempler:

I april fandt man i Italien en død kaskelothval med adskillige kilo plastik i maven.

I marts skyllede en død hval op på en strand i Filippinerne med mere end 40 kilo plastikposer i maven.

I november 2018 fandt man fire plastikflasker, 25 plastikposer, 115 plastikkopper, 3,3 kilo plastiksnor, 19 stykker hård plastik og to par klip-klappere i maven på en 9,5 meter lang kaskelothval.

I juni 2018 fandt man 80 plastikposer i en grindehval i Thailand. Hvalen kastede poser op i flere dage.

Selv på verdens dybeste sted, Marianergraven i Stillehavet, har man fundet plastik.