Udland

USA udsætter forbud mod handel med Huawei i 90 dage

ARKIV. USA har udsat et forbud mod den kinesiske telegigant Huawei i 90 dage. Dado Ruvic / Ritzau Scanpix

En midlertidig licens giver Huawei lov til fortsat at handle med amerikanske virksomheder, oplyser minister.

USA har udsat et forbud mod at handle med den omdiskuterede kinesiske telegigant Huawei i 90 dage.

Det oplyser USA's handelsminister, Wilbur Ross, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Med udsættelsen får Huawei en midlertidig licens til fortsat at handle med amerikanske virksomheder, udtaler handelsministeren:

- Den midlertidige licens giver operatører tid til at indgå andre aftaler og giver ministeriet tid til at undersøge de bedste langsigtede løsninger for amerikanske og udenlandske telekommunikatører, der på nuværende tidspunkt er afhængige af Huaweis udstyr.

Frygt for spionage

16. maj underskrev den amerikanske præsident Donald Trump en ordre, der sortlistede Huawei. Ordren betyder, at amerikanske selskaber ikke må bruge teleudstyr produceret af firmaer, som udgør en national sikkerhedsrisiko. Amerikanerne frygter, at Huaweis mobiltelefoners it-udstyr kan anvendes til spionage i USA

Australien og Canada har sortlistet Huawei af frygt for, at den kinesiske stat eller andre aktører kan anvende selskabets netværk til cyber-spionage. I marts sendte den amerikanske regering en skriftlig advarsel til Tyskland, fordi landet samarbejder med Huawei om telekommunikation.

Også i Danmark, har Huawei været flittigt diskuteret.

I januar var forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) indkaldt til samråd om netop det spørgsmål, hvor han blandt andet sagde, at ”vi skal ikke være naive”, og at man allerede var i gang med at undersøge, hvad man kunne gøre, for at sikre tryghed for leverandører.

Inden samrådet havde flere af Folketingets øvrige partier været særdeles kritiske over for Huawei. Eksempelvis sagde forsvarsordføreren for Det Konservative Folkeparti, Naser Khader, at han ikke var tryg ved at samarbejde med Huawei:

- Du har en kommunistisk stat, der sidder med knappen. Der har mulighed for at slukke for alt i Danmark på et tidspunkt, af en eller anden årsag, som vi ikke kender i dag.

Efterfølgende har TDC, der står for udrulning af 5G-netværk i Danmark, lavet en aftale med svenske Ericsson. Dermed har man valgt at se bort fra Huawei.

Huawei har gentagne gange afvist alle beskyldningerne om spionage.

Verdens største

Huawei er et af Kinas største og mest succesfulde selskaber. Virksomheden har 180.000 ansatte og er verdens største producent af telekommunikationsudstyr. Det anslås, at selskabet omsatte for over 100 milliarder dollar i salg sidste år.

Huaweis formand, Liang Hua, har tidligere sagt, at der ikke er nogen grund til, at Vesten frygter for deres it-sikkerhed. Han inviterede alle, der var bekymret for spionage fra Huaweis side, til at besøge deres laboratorier i Kina.

Den britiske avis Financial Times har beskrevet, at Huawei som andre kinesiske selskaber har en intern kommunistparti-komité. Det har givet næring til rygterne om, at selskabet er meget tæt på de kinesiske myndigheder. Huawei selv har dog afvist. Firmaet er officielt set ejet af sine mange tusinde medarbejdere.