Udland

Nu siger Kong Albert ja til DNA-test - skal afgøre omstridt faderskab

Efter høje dagbøder og risiko for at blive erklæret juridisk far til en 51-årige kvinde, har Kong Albert ll sagt ja til at få taget en blodprøve.

Den tidligere konge af Belgien, Albert ll, har indvilliget i at få taget en DNA-test, der skal afgøre, om han er biologisk far til den 51-årige belgiske kunstner Delphine Boël.

Udmeldingen kommer efter længere tids massivt pres på den snart 85-årige tidligere konge.

Kong Albert ll, som han stadig tituleres, tabte i november en appelsag om, hvorvidt han er far til Delphine Boël. Retten bestemte dengang, at eks-monarken skulle aflevere en DNA-prøve for at afgøre sit faderskab.

Men Kong Albert ll har nægtet.

Store bøder

Derfor har han siden i den 16. maj modtaget dagbøder på 5000 euro, hvilket svarer til 37.000 kroner.

Dertil kommer, at retten har bestemt, at hvis han efter tre måneder ikke har fået taget prøven, vil han i lovens øjne blive betragtet som hendes far. Det skriver New York Times, der har talt med hans advokat.

Selvom den tidligere konge nu er klar til at afgive sit DNA via en blodprøve, så gør han det ikke uden visse betingelser.

- Han gør det på betingelse af, at prøvens resultater bliver hemmeligholdt indtil Belgiens højesteret har behandlet hans appelsag, lyder det fra Kong Alberts advokat Guy Hiernaux til New York Times.

Ifølge det amerikanske medie kan en afgørelse fra højesteret tage flere år.

Hævet over loven

Både i Danmark og Belgien er regenten hævet over loven.

Men den status mistede Albert II, da han i 2013 abdicerede og videregav tronen til sønnen, den nuværende konge Philippe.

Samme dag, som Albert II afsagde sig tronen, lod baronesse Sybille de Selys Longchamps, Delphine Boëls mor, sig interviewe om sin påståede affære med ham. Ifølge hende stod den på i årene 1966 til 1984.

- Jeg troede ikke, jeg kunne få børn, fordi jeg havde haft en infektion. Vi tog ikke nogen forholdsregler, sagde hun ifølge The Guardian.

Men baronessen kunne få børn, og 22. februar 1968 kom Delphine til verden.

Juridisk far

Baronessen var ved datterens fødsel gift med Jacques Boël. Han adopterede hende og gav hende sit navn.

I juni i år fastslog en domstol så, at Jacques Boël ikke var Delphine Boëls biologiske far, men de holdt fast i, at han havde det juridiske faderskab. Dermed kunne sagen ikke få indflydelse på den tidligere monark i første omgang.

Men den nu Londonbaserede kunstner Delphine Boël ankede afgørelsen.

Appelretten dømte, at Jacques Boël hverken er hendes biologiske eller juridiske far, og det er den afgørelse, der betyder, at den tidligere konge er blevet pålagt en faderskabstest.