Udland

Google indstiller dele af samarbejdet med Huawei

Fremtidige Huawei-telefoner vil ikke kunne få adgang til Google-apps som Google Play Store, YouTube og Gmail.

Google indstillede natten til mandag dele af samarbejdet med den kinesiske telegigant Huawei.

Det oplyser Google i en skriftlig kommentar til TV 2.

- Google efterlever myndighedernes beslutning og er ved at undersøge konsekvenserne. For brugere af vores tjenester vil Google Play og sikkerhedsbeskyttelsen fra Google Play Protect fortsætte med at fungere på eksisterende Huawei-enheder, skriver Google.

Samarbejdet gælder blandt andet på områder, hvor der kræves overførsel af hardware, software og tjenesteydelser, undtagen de, der er åbent for offentligheden via open source-licensering.

De omkring 2,5 milliarder personer verden over, der allerede har en smartphone fra Huawei med Google-apps, vil stadig kunne opdatere og bruge sine apps fra Google.

Efter ordre fra Trump

Indstillingen af samarbejdet sker, efter den amerikanske præsident Donald Trump torsdag valgte at sætte Huawei på USA's sortliste over handelspartnere.

Det medførte en række restriktioner, der gør det svært for det kinesiske firma at handle med USA.

Indstillingen af samarbejdet kan blive et hårdt slag for Huaweis ambitioner uden for Kina, da firmaet øjeblikkeligt mister adgangen til Googles opdateringer til Android-styresystemet.

Fremtidige smartphones fra Huawei, der bruger styresystemet Android, vil ikke kunne få adgang til en lang række Google-apps, herunder Google Play Store, YouTube og Gmail.

Dermed vil man skulle bruge Huaweis egen appstore.

Kinesisk nødplan

Huawei har udtalt, at man allerede er i gang med en nødplan, såfremt man skulle blive blokeret fra Android-styresystemet.

Firmaet er begyndt at udvikle sin egen teknologi, og noget af den er allerede i brug i dag i produkter i Kina, skriver Huawei.

Ophøret af samarbejdet vil ikke have den store effekt i USA, da de fleste apps fra Google allerede er bandlyst i Kina.

Her bruger kinesere i stedet apps fra konkurrenten Tencent eller Baidu.

Det vil dog gå udover europæiske forbrugere af Huawei-telefoner, da disse oftest bruger Googles apps.

- At have adgang til de apps er altafgørende for, at smartphonefirmaer kan forblive konkurrencedygtige i områder som Europa, siger Geoff Blaber, vicepræsident i teknologifirmaet CSS Insight.