Udland

Tysk medie kårer Vestager som vinder - Merkel kan blive den store joker

Onsdag gik Margrethe Vestager for alvor ind i kampen om at blive formand for EU-kommissionen. Det er for tidligt at vurdere chancerne, siger hun.

Det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel vurderer, at den danske EU-kommissær Margrethe Vestager slap bedst fra onsdagens debat mellem seks spidskandidater til posten som EU-kommissionens næste formand.

- Fordel til Vestager, skriver Der Spiegel med et udtryk lånt fra tennisverdenen.

Magasinet roser hendes slagfærdighed og evner til at debattere, så folk kan forstå det.

Ikke den, der lyste mest

Andre er dog ikke helt så positive. TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede siger, at den danske EU-kommissær blev overskygget af et par af de andre kandidater.

- Margrethe Vestager var ikke umiddelbart den, der lyste allermest i onsdagens debat. Hun løb ikke med overskrifterne.

Ifølge Lotte Mejlhede kom de mest konkrete forslag og klare holdninger fra socialdemokraten Frans Timmermans og den grønne kandidat Ska Keller, mens Vestager var bedst på sit eget konkurrenceområde og udtrykte sig mere generelt på andre områder.

Men det har ikke nødvendigvis skadet Vestagers chancer for valg, tilføjer TV 2s korrespondent:

- Det kan vise sig at være en fordel på den lidt længere bane. For som kommissionsformand skal man mest af alt kunne samle et splittet Europa, siger Lotte Mejlhede.

Lyn-analyse

Alle brikker skal falde på plads til Vestagers fordel, hvis hun skal ende på posten.

Der er ikke mindst en magtkamp mellem parlamentet og stats- og regeringscheferne - og det faktum, at den liberale gruppe, hun tilhører, ikke er den største i Europa.

Men man kan ikke fuldstændigt afvise, at hun - som en kvindelig, meget rost og sikker komissær -kan ende med at blive det kompromis, som flertallet kan leve med.

Men kampen om magten er først for alvor begyndt nu. 

 

Har Vestager en chance?

Der er flere ting, der gør Margrethe Vestagers vej til EU's øverste toppost vanskelig.

For det første har den liberale gruppe i Europa-Parlamentet ALDE, der er Vestagers politiske bagland, som den eneste gruppe ikke peget på en bestemt topkandidat. I stedet har gruppen udpeget Margrethe Vestager som en af syv kandidater. Blandt de andre er prominente navne som den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt.

For det andet er den liberale gruppe ALDE kun en af de mindre politiske grupperinger i Europa-Parlamentet. Traditionelt har EU-kommissionens formand haft politisk ståsted i en af de to store grupper i Europa-Parlamentet, enten den socialdemokratiske eller den konservative gruppe.

Begge grupper har – i modsætning til den liberale gruppe ALDE – udpeget deres topkandidater, henholdsvis den socialdemokratiske hollænder Frans Timmermans og den konservative tyske kandidat Manfred Weber.

Flere kandidater

Og for det tredje: Det er langt fra sikkert, at det bliver en af de seks såkaldte ’spidskandidater’ fra onsdagens debat, der bliver valgt. Der kan sagtens være toppolitikere fra medlemslandene, der først melder deres kandidatur i sidste øjeblik.

Seks kandidater til EU's topjob

Disse politikere mødtes onsdag aften til debat i Bruxelles

Manfred Weber

Parti: EPP (det konservative og kristendemokratiske parti)

Fra: Tyskland

Manfred Weber er medlem af det bayerske CSU-parti. Han har aldrig bestridt en stor post i tysk politik, men har siddet i Europa-Parlamentet siden 2004. Siden 2014 har han været formand for EPP-gruppen, den største i Parlamentet. Kun 26 procent af de tyske vælgere ved, hvem Weber er, men med Angela Merkel og det største europæiske parti i ryggen er han storfavorit til at vinde posten som kommissionsformand.

Partiet står til at blive størst ved valget med 171 ud af 751 mandater.

Danske EP-medlemmer af samme partifamilie:

Nuværende: Bendt Bendtsen (K).

Først på listen ved dette valg: Pernille Weiss (K)

Foto: Christian Bruna / Ritzau Scanpix

Frans Timmermans

Parti: PES (det socialdemokratiske parti)

Fra: Holland

Den tidligere hollandske udenrigsminister Frans Timmermans er med sine sprogkundskaber som skabt til EU; han taler, foruden hollandsk, flydende engelsk, fransk, tysk, italiensk og russisk. Han er i øjeblikket næstkommanderende i EU-Kommissionen, og han har især markeret sig ved at gå i clinch med lande som Polen og Ungarn for ikke at respektere EU's grundlæggende retsstatsprincipper.

Partiet står til at blive næststørst ved valget med 146 af 751 mandater.

Danske EP-medlemmer af samme partifamilie:

Nuværende: Jeppe Kofod (S), Christel Schaldemose (S), Ole Christensen (S).

Først på listen ved dette valg: Jeppe Kofod (S).

Foto: Ronald Wittek / Ritzau Scanpix

Margrethe Vestager

Parti: ALDE (det liberale parti)

Fra: Danmark

Margrethe Vestager er EU’s konkurrencekommissær og er blevet berømt verden over ved at skride ind over for virksomheder som Apple, Google og Facebook - og senest verdens største bryggeri, AB InBev, når de ikke har overholdt EU-loven på skatte- og konkurrenceområdet. ALDE-partiet har valgt at stille med intet mindre end syv kandidater, som også tæller den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt, men hvoraf Vestager er den mest prominente.

Partiet står til at blive tredjestørst ved valget med 101 af 751 mandater – hvis de vel at mærke kan overtale franske Emmanuel Macron til at lege med.

Danske EP-medlemmer af samme partifamilie:

Nuværende: Morten Løkkegaard (V), Jens Rohde (R), Morten Helveg-Petersen (R).

Først på listen ved dette valg: Morten Løkkegaard (V), Morten Helveg-Petersen (R) (og måske Mette Bock (LA), som endnu ikke har lagt sig fast på en gruppe).

Foto: Aris Oikonomou / Ritzau Scanpix

Jan Zahradil

Parti: ACRE (de EU-kritiske konservative)

Fra: Tjekkiet

Den relativt ukendte tjekke har siddet i Europa-Parlamentet siden 2004. Han har sagt, at han ikke går ind for spidskandidat-processen, men at han stiller op alligevel for at kunne sprede sit budskab. Partiet inkluderer lige nu blandt andet de britiske konservative og Dansk Folkeparti, men førstnævnte ryger ud med Brexit, og sidstnævnte har sagt, de efter valget i stedet vil alliere sig med det italienske parti Legaen.

Partiet står til at blive femtestørst ved valget med 60 mandater af 751.

Danske EP-medlemmer af samme partifamilie:

Nuværende: Morten Messerschmidt (DF), Anders Vistisen (DF), Jørn Dohrmann (DF).

Først på listen ved dette valg: Ingen, da Dansk Folkeparti har meldt ud, at de forlader gruppen.

Foto: ACRE

Ska Keller

Parti: De Grønne

Fra: Tyskland

Den blot 37-årige Ska Keller kan i år fejre ti år som medlem af Europa-Parlamentet, hvor hun er en af de to formænd for den grønne gruppe. De Grønne har valgt at stille med to kandidater; den anden er hollandske Bas Eickhout, som er uddannet i kemi og miljøvidenskab og har bidraget til den FN-klimarapport, som i 2007 vandt Nobels fredspris.

Partiet står til blive sjettestørst ved valget med 55 af 751 mandater.

Danske EP-medlemmer af samme partifamilie:

Nuværende: Margrete Auken (SF).

Først på listen ved dette valg: Margrete Auken (SF).

Foto: Carsten Koall / Scanpix Denmark

Nico Cué

Parti: European Left (den europæiske venstrefløj)

Fra: Spanien

Nico Cué startede som metalarbejder, da han var 20, og har siden 2006 været fagforeningsleder i Belgien. Den europæiske venstrefløj består af alt fra portugisiske kommunister og danske EU-modstandere til den mere EU-venlige venstrefløj i for eksempel tyske Die Linke. Partiet stiller med to spidskandidater, hvoraf den anden er slovenske Violeta Tomić.

Partiet står til at blive syvendestørst ved valget med 50 af 751 mandater.

Danske EP-medlemmer af samme partifamilie:

Nuværende: Rina Ronja Kari (N).

Først på listen ved dette valg: Nikolaj Villumsen (Ø), Rina Ronja Kari (N).

Foto: Dominique Hommel / Europa-Parlamentet

Prognoser for partiernes størrelse efter valget er fra politico.eu

Derfor siger Margrethe Vestager da også selv, at det er alt for tidligt at vurdere hendes chancer:

- Jeg tror, vi skal lade spekulationerne være. For indtil videre ved vi slet ikke, hvem der er jobansøgere. Der sidder nok en stats- og regeringschef eller en statsminister her og der, som også kunne tænke sig at række hånden op, hvis der bliver kaldt på vedkommende, siger Margrethe Vestager til TV 2.

Merkel selv

Den allerstørste joker i dette felt af ukendte kandidater er selveste den tyske kansler, Angela Merkel.

Mens de seks ’spidskandidater’ debatterede i Bruxelles, gav hun et interview til Süddeutsche Zeitung, hvor hun udtrykte sin bekymring for Europa.

- Det betyder, at jeg føler mig endnu mere forpligtet til at tilslutte mig dem, der arbejder for at sikre, at EU har en fremtid, siger Angela Merkel i interviewet.

I tyske medier tolkes det, som om Angela Merkel nu overvejer at gå efter en EU-toppost, når hun stopper som kansler. Det har hun tidligere sagt vil ske allersenest i 2021.

Tredjeplads i afstemning

En anden konkurrent kan blive franske Michel Barnier, der har fungeret som EU's chefforhandler i Brexit-forhandlingerne med Storbritannien.

Ifølge en brugerafstemning hos netmediet Politico er han læsernes favorit, når de bliver bedt om at vælge mellem ham, Timmermans, Weber og Vestager. Han får 32,5 procent af stemmerne, Manfred Weber 27 procent, Margrethe Vestager 24,5 procent og Frans Timmermans 16 procent.

For Margrethe Vestager er det imidlertid nok så interessant, om hun overhovedet har opbakning fra den danske regering til at fortsætte.

- Det ved jeg ikke. Og i øjeblikket ved vi jo ikke engang, hvem den næste statsminister kunne være. Men selvfølgelig håber man på sit lands opbakning, det kan jo ikke være anderledes, siger Margrethe Vestager til TV 2.