EP-valg 2019

Vestager erkender nu åbent, at hun går efter toppost i EU - vil ikke gøre som Fogh

Det er en svær opgave, men man bliver nødt til at stille sig frem og give det et skud, siger Margrethe Vestager om muligheden for at blive EU-formand.

Den tidligere danske minister Margrethe Vestager deltog onsdag aften i sin første debat som spidskandidat til EU’s højeste politiske embeder ved valget til Europa-Parlamentet.

Den nuværende konkurrencekommissær var blandt andet oppe i mod spidskandidaterne fra de to største partier i EU: Manfred Weber fra det konservative EPP og Frans Timmermans fra de socialdemokratiske PES.

- Hun erkender jo ved at være her i aften, at nu bejler hun simpelthen til en af de allerhøjeste topposter i Europas politiske system, nemlig at blive leder af kommissionen, siger TV 2's EU-korrespondent, Lotte Mejlhede, efter den danske spidskandidats første debat.

Jeg synes ikke, at det virkede for Anders Fogh - det med ikke at være kandidat til et topjob i halvandet år.

Margrethe Vestager

Dermed går Margrethe Vestager efter at overtaget jobbet fra sin nuværende chef Jean-Claude Juncker i EU-Kommissionen - hvilket hun også selv bekræftede efter debatten. Samtidig erkendte hun også, at det bliver svært:

- Det bliver super komplekst, hvad der kommer til at ske efter den 26. maj. Der vil være kandidater, som slet ikke har meldt sig på banen endnu, som også godt kunne tænke sig at få det ene eller det andet job. Der vil være super indviklede forhandlinger i parlamentet. Så det er meget svært at sige. Men man må stille sig frem, give det et skud, lød det fra Margrethe Vestager.

Mærkeligt at stå i debat - uden at være kandidat

Margrethe Vestager har tidligere blot sagt, at hun stiller sig til rådighed for EU-Parlamentets liberale gruppe, Alde, som frontfigur - fordi det er vigtigt, at folk stemmer ved valget om halvanden uge.

Men nu har hun skiftet taktik, og det sker med henvisning til 2008 og 2009, hvor Danmarks daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), gang på gang afviste, at han var kandidat til en toppost i EU og Nato som EU's nye faste formand, EU-udenrigsminister og Nato-generalsekretær.

Den 4. april 2009 blev han imidlertid udnævnt til generalsekretær i Nato.

- Jeg synes ikke, at det virkede for Anders Fogh - det med ikke at være kandidat til et topjob i halvandet år. Så nu har jeg skiftet strategi, siger Margrethe Vestager.

Samtidig ville det ifølge konkurrenceministeren "virke mærkeligt," hvis hun skulle deltage i en debat med fem andre topkandidater i det, som parlamentet kalder et spidskandidatsystem, samtidig med at hun afviste, at hun var kandidat til en af topposterne i EU.

- Jeg synes, at det ville være svært at stå her i aften, som en af Aldes ledende kandidater og ikke sige, at jeg er til rådighed til den post, hvis det overhovedet på noget tidspunkt skulle blive aktuelt, siger hun.

Migration øverst på dagsordenen

Ved onsdagens debat var et af de emner, som flest EU-borgere mener, skal stå øverst på EU's dagsorden, også først i rækken af emner, der skulle diskuteres - nemlig migration.

Og blandt de seks spidskandidater var der bred enighed om, at en fælles EU-løsning er vejen frem.

EPP's spidskandidat, Manfred Weber, mener, at EU-løsningen skal stå på to ben: et humanitært i form af en "ny Marshall-plan" med massiv økonomisk støtte til afrikanske lande og et ben af grænsekontrol.

- Det er statsmyndigheder og ikke menneskesmuglere, der skal bestemme, hvem der kommer ind over vores grænser, sagde han under debatten.

Her var den danske ALDE-kandidat, Margrethe Vestager mindre konkret, men mener også, at holdbare løsninger kun kan findes på EU-plan.

- Migration er kommet for at blive på grund af klimaforandringerne og de økonomiske forhold. Jeg ser europæere som åbne folk med åbne hjerter, og de vil gerne beskytte folk, der er har brug for det. Men vi skal sikre, at migrationen er lovlig, og der har vi brug for fælles løsninger med et fælles asylsystem, sagde hun.

Frans Timmermans, den socialdemokratiske gruppes kandidat, brugte muligheden til at kritisere en italiensk lov, der giver bøder til civile både, der redder migranter op af Middelhavet og tager dem med til Italien.

- Hver gang en person drukner i Middelhavet, mister Europa et stykke af sin sjæl. Vi er nødt til at redde folk på havet. Men vi er også nødt til at prøve at få folk til ikke at forsøge turen, siger han.

Ligesom Manfred Weber mener Timmermans, at EU bør investere meget mere i udvikling i afrikanske lande, så potentielle migranter får lyst til at blive i deres hjemlande.

Vestager trådte i karakter på sin hjemmebane

Efter en forsigtig start trådte Margrethe Vestager dog i karakter, da debatten drejede sig om hendes nuværende arbejdsområde; beskatning af store virksomheder og bekæmpelsen af skattely i Europa. Det vurderer EU-korrespondent Lotte Mejlhede:

- Det er jo det, hun har beskæftiget sig med i snart fem år, som en meget rost konkurrencekommissær.

Om det gør hende egnet til at tage et skridt op ad i hierarkiet som den næste EU-kommissionsformand, vil Vestager lade andre om at vurdere. Men erfaringen som kommissær gør, at hun ved, hvordan man griber arbejdet an:

- Der er behov for, at medlemslande og forskellige folk, der har en interesse i det, vi laver, bliver behandlet på en ens og ligefrem måde. Så kan man godt være uenige, men man bliver ikke uvenner. Og det tror jeg kan være med til at skabe en respekt om vores europæiske demokrati, som skal genopbygges, fordi tilliden og kernen i det er, at vi kan tale ordenligt sammen, lyder det fra Vestager.