Iran gør sig klar til militær konfrontation med USA: Vi vil vinde
Iran er på det højeste niveau af militært beredskab og klar til konfrontation, siger forsvarsminister.
Irans militære ledere siger, at Den Islamiske Republik er på det højeste niveau af forsvarsmæssigt og militært beredskab i forhold til enhver form for konfrontation. Det skriver iranske medier.
- Iran er på det højeste niveau af forsvarsmæssigt og militært beredskab i forhold til enhver form for konfrontation, siger forsvarsminister Amir Hatami ifølge det islamiske nyhedsbureau Irna, og understreger, at landet er klar til kamp.
- VI vil besejre den amerikansk-israelske koalition.
Den øverstbefalende for Irans elitesoldater i Den Revolutionære Garde siger samtidig, ifølge nyhedsbureauet Fars, at "en total konfrontation med fjenden er lige for".
General Hossein Salami, som blev udnævnt som leder af styrken i sidste måned, siger, at Iran står over for historisk konfrontation.
Hvis konflikten optrappes så meget, at det kommer til militære sammenstød, så bliver der ikke tale om decideret krig eller en amerikansk invasion i Iran, lød vurderingen fra Helle Malmvig fra Center for Militære Studier tirsdag, da TV 2 interviewede hende til en artikel om spændingerne mellem Iran og USA.
- Der er optrapning på begge sider, og det kan gå galt. Der bliver ikke tale om en invasion, men parterne kan ramme hinanden i Syrien eller Irak, hvor begge parter er til stede. Eller i Hormuz-strædet, sagde hun til TV 2.
Flere amerikanske soldater til Mellemøsten
Udtalelserne kommer efter, at USA har sendt yderligere militære styrker til Mellemøsten. Senest har præsident Donald Trump besluttet at optrappe USA's militære tilstedeværelse omkring Iran med et hangarskib, B52-bombefly og flere angrebsfartøjer.
USA siger, at Iran truer amerikanske interesser i regionen.
Den militære eskalering sker halvanden uge efter, at Iran meddelte, at landet vil trække sig delvist fra den atomaftale, der blev indgået i 2015.
USA's udenrigsministerium beordrede onsdag alle ansatte, der ikke er yderst nødvendige, til at forlade landets ambassade og konsulat i Irak.
USA mener, at Iran kan være ved at planlægge angreb mod amerikanske interesser i Mellemøsten - heriblandt i Irak. Kun amerikanske ambassadeansatte, der er nødvendige i nødstilfælde, skal forblive i Irak.
Resten er blevet beordret til at forlade ambassaden i Bagdad og konsulatet i Erbil hurtigst muligt.