Udland

Mordgåde med fem lig, tre armbrøste og en blodig dukke trækker overskrifter i Tyskland

En gådefuld sag udspiller sig lige nu i Tyskland. Fem mennesker er døde i en sag om ridderturneringer, dyre heste og middelalderlige skydevåben.

Trioen ankom til det lille hotel omkring klokken ti fredag aften.

Det ser ud til, at de to skud i hjertet var dødbringende

Walter Feiler, anklagemyndigheden i Passau

En langskægget mand med guldørering og to yngre kvinder i mørkt tøj med piercinger i ansigtet.

Den ene kvinde betalte 300 euro i kontanter for et værelse de næste tre dage, inden de tre tog colaer og vand med til værelse nummer 20.

Det var fredag 10. maj, og sidste gang de tre personer blev set i live.

Gåden om, hvad der hændte i timerne forinden - og derefter - optager nu en hel del spalteplads i de tyske aviser.

Avisen Bild har talt med vidner og politi i den lille sydtyske by Passau, hvor de tre indlogerede sig på hotellet Zur Triftsperre, og det er derfra, en del af oplysningerne i denne artikel stammer.

Næste gang nogen så noget til de tre gæster, var lørdag formiddag klokken 11.30, hvor en stuepige åbnede døren til værelse nummer 20 for at gøre det i stand.

Hotellet i Passau, hvor de tre døde personer blev fundet.

Hun nåede ikke at åbne døren helt, før hun fik øje på en livløs fod i sprækken.

Stuepigen hentede sin chef, der åbnede døren helt og gjorde et blodigt fund.

Skudt gennem hjertet

På dobbeltsengen lå den langskæggede mand med en af kvinderne i hånden. Begge var døde og gennemboret af adskillige pile fra en armbrøst.

Foran sengen lå den sidste kvinde med en pil gennem den øverste del af kroppen. Hun var også død.

Arkivfoto. En armbrøst kan affyre dødbringende skud med stor kraft.

Da politiet kom til stedet, fandt betjentene to armbrøste i værelset sammen med to afskedsbreve.

I en taske lå yderligere en armbrøst.

Et af de tre våben, der blev anvendt ved drabene på hotelværelset, stammer tilsyneladende fra Østrig, hvor trioen købte det, inden de kørte til det lille hotel i en hvid Renault Alaskan med et klistermærke, der forestiller en bueskytte, på bagsmækken.

Hotellet ligger lige ud til en flod.

Myndighederne har identificeret de to afdøde på sengen som en 53-årig mand og en 33-årig kvinde.

Obduktionen viste efterfølgende, at de begge var skudt gennem hjertet.

Kvinden foran sengen var skudt gennem halsen. Hun blev 30 år gammel.

- Der blev ikke fundet tegn på kamp eller defensive skader på nogen af de tre personer. Desuden ser det ud til, at de to skud i hjertet på hver af de to personer var dødbringende. De andre skud blev affyret senere. Personen foran sengen blev skudt gennem halsen, hvilket også var dødbringende. Vi har også fundet ud af, at der ikke var narkotika, medicin eller andre stoffer i deres blod og urin, siger Walter Feiler fra anklagemyndigheden i Passau til tysk tv.

Han vil ikke fortælle, hvad der stod i de to breve.

Om den ene kvinde har skudt de to på sengen og derefter sig selv i en form for selvmordspagt, vil han heller ikke konkludere på.

- Det er sandsynligt, men der kan ikke siges noget definitivt endnu, siger han.

To nye lig dukker op

De tre døde er blevet navngivet som den 53-årige Torsten W., den 33-årige Kerstin E. og den 30-årige Farina C. af de tyske myndigheder.

De to ældste boede ifølge politiet på samme adresse.

Ordensmagten har officielt ikke nogen mistænkte i sagen, men til gengæld er der dukket yderligere to lig op.

Det var i denne bygning i Passau, at yderligere to lig blev fundet mandag.

De blev fundet mandag i byen Wittingen, som ligger 670 kilometer fra det lille hotel i Passau.

Efter det blodige fund i hotelværelset gav politiet sig nemlig til at opsøge de afdødes adresser, og i den 30-årige Farina C.'s lejlighed på Wittinger Junkerstrasse fandt betjentene to afdøde kvinder.

Det ene lig var af en 35-årig kvindelig skolelærer, som levede i et registreret partnerskab med Farina C., mens den anden afdøde var en 19-årig kvinde, oplyser Thomas Reuter, der er talsmand for politiet i Gifhorn, til Algemenier Zeitung.

Ingen af ligene bar spor af vold, og kvinderne havde været døde i flere dage.

Ordensmagten forsøger nu at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.

Middelalderbutikken Milites Conductius deltager i et marked i Hachenburg.

Et af de steder, politiet formentlig kigger, er i Tysklands miljø af middelalderinteresserede.

Vidner fortæller til en lang række tyske medier, at de tre døde fra hotelværelset i Passau var optaget af at klæde sig ud i middelaldertøj og gå til middelaldermarkeder.

Ridderturneringerne

De tre optræder blandt andet på en hjemmeside, der tilhører den belgiske 'ridder' Frederic Piraux, som arbejder for at gøre ridderturneringer til en professionel sport i en liga ved navn 'International Jousting League'.

Just some of the many faces of Frederic Piraux, from Belgium. By chance I came early to the joust field Sunday morning...

Posted by Grant Zelych on Thursday, August 13, 2015

Samtidig sættes de i forbindelse med en middelalderbutik i et industriområde i den lille by Hachenburg, hvor der indtil for nylig blev solgt mjød, tøj og middelaldervåben.

Ifølge avisen Bild og det tyske nyhedsbureau DPA er den 53-årige Torsten W. ejer af butikken.

Oplysningerne er ikke bekræftet af myndighederne, men profiler med samme navne som de døde fra Passau har syntes godt om butikkens side på Facebook.

Butikkens profilbillede på Facebook.

Butikken hedder Milites Conductius - navnet er hjemmestrikket latin og betyder noget i retning af "soldateradfærd". En fotograf fra avisen Bild har været på besøg i butikken, og her blev han mødt af en temmelig utraditionel opstilling.

Ved siden af kassen stod en mannequin indsmurt i rød maling, der mindede om blod. Dukken var bundet med reb og lænker og havde en bandage på hovedet. Ved siden af den stod en dukke uden arme, og foran den stod tre guitarer.

Den blodige dukke i butikken. Bemærk de tre guitarer foran skranken.
Et kig ind i butikslokalet.
Der reklameres med træning i sværdfægtning.

Ellers kunne fotografen se et tempelridderflag, en kiste med to middelalderlige økser og et skilt, hvor der blev tilbudt træning i sværdfægtning på tirsdage og torsdage.

- Yderligere informationer - især om deres baggrund og indbyrdes forhold - er i øjeblikket et emne i efterforskningen, siger Stefan Gaisbauer fra politiet i Bayern.

Den rige psykolog

I Wittingen, hvor de to døde kvinder blev fundet i en lejlighed, fortæller naboer til tysk tv, at den 35-årige skolelærer klædte sig "gotisk" - i mørkt tøj og med kort, sort hår - og ofte gik rundt alene.

Netop den mørke påklædning kan en 44-årig gårdejer i Niedersachsen genkende.

Han hedder Alexander Kruger og lejede i 2017 sin gård ud til den 53-årige Torsten W. i en periode på to måneder.

En af politiets teknikere på arbejde i Wittingen.

Alexander Kruger fortæller til avisen Bild, at den 53-årige præsenterede sig som psykolog, der arbejdede med at bringe unge på ret køl.

Den dag, den 53-årige lejede gården, havde han en blond kvinde med sig - sandsynligvis hans hustru - der blev præsenteret som advokat.

Jeg fik det indtryk, at de ikke rigtig måtte tale med mig

Alexander Kruger, gårdejer

Alexander Kruger så aldrig den blonde kvinde igen. I stedet dukkede der kort efter lejemålets begyndelse et lesbisk par op. De var klædt i mørkt tøj, og forholdet mellem de to kvinder og den 53-årige mand undrede udlejeren.

- Omgangstonen var underlig. De var nærmest underdanige. Jeg fik det indtryk, at de (kvinderne, red.) ikke rigtig måtte tale med mig, siger Alexander Kruger til Bild.

- Tonen var så barsk. Påfaldende barsk. Sådan taler man ikke til nogen. Det var korte sætninger i bydeform: "Ryddede du også op?"

- Kropssproget var underkastelse, sænket hoved. Hvis jeg ikke havde vidst bedre, ville jeg have sagt, at de virkelig var bange for ham. Han var den store mester, det var ham, der befalede, siger Alexander Kruger til avisen.

Et lig bæres ud fra lejligheden i Wittingen.

Han husker også, at den 53-årige lod til at være velhavende og interesseret i heste. Blandt andet siger Alexander Kruger, at hans lejer på et tidspunkt købte to hingste for over 100.000 euro på et stutteri i Slesvig-Holsten, og at regningen blev betalt kontant.

En fars værste mareridt

Hvem de mørkklædte kvinder på gården var, er ikke oplyst, men til gengæld er der kommet en smule mere klarhed omkring, hvordan den 19-årige kvinde, der omkom i lejligheden, er forbundet til sagen.

Ifølge kvindens forældre, der har ladet sig interviewe af tv-stationen RTL, kan der være et seksuelt motiv i sagen - muligvis et forhold med mange involverede.

Billedet her er fra et marked 24. april, hvor personen bag middelalderbutikkens profil skriver, at de også deltager til næste år.

Forældrene fortæller til tv-stationen, at deres datter lærte Torsten W. at kende i en lokal selvforsvarsklub og kort efter trak sig fra sine venner og bekendte.

Den dag, pigen fyldte 18 år, flyttede hun hjemmefra og afbrød al kontakt med sin familie. Ifølge forældrene blev hun hentet af den 53-årige på sin fødselsdag.

Forældrene fik først nys om datterens død, da den gådefulde sag dukkede op i medierne.

Nøgleordene armbrøst, middelalderlig nærkamp og en 53-årig mand fik hendes far til at kontakte politiet, der tirsdag aften over for forældrene og RTL har bekræftet, at den 19-årige er blandt de døde.