Erdogan klager til Putin: Syriske angreb bryder med aftale

Den syriske regerings eskalerede angreb mod civile i Idlib er ikke terrorbekæmpelse, siger Tyrkiets præsident.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, klager til Rusland over den syriske regerings brud på en aftale om en demilitariseret zone i det nordlige Syrien.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans kontor natten til tirsdag dansk tid.

Erdogan har i en telefonsamtale fortalt Ruslands præsident, Vladimir Putin, at den syriske regerings seneste angreb i provinsen Idlib bryder med en aftale med Tyrkiet og Rusland.

Fælles aktion

I begyndelsen af maj indledte syriske regeringsstyrker med støtte fra Ruslands luftvåben en række nye angreb i provinsen Idlib. Det et af de sidste områder, hvor oprørsgrupper fortsat har fodfæste i Syrien.

Men angrebene, som har ramt civile, skoler og hospitaler, kan ikke betegnes som bekæmpelse af terror, lyder det videre fra Erdogan.

Siden begyndelsen af maj er mindst 120 civile blevet dræbt.

Rusland og Tyrkiet nåede i september sidste år frem til en aftale om at oprette en demilitariseret zone i Idlib. Den har indtil begyndelsen af i år forhindret syriske regeringsstyrker i at indlede en militær offensiv mod oprørsgrupperne i provinsen.

Rusland støtter det syriske regime omkring den syriske præsident, Bashar al-Assad, mens Tyrkiet støtter oprørerne.

Tusindevis må flygte

Mandag udtrykte Storbritannien, Tyskland og Frankrig dyb bekymring over de eskalerede kampe i området.

- Den militære optrapning må stoppe, hed det i en fælles erklæring fra de tre store EU-lande.

FN's kontor for humanitære anliggender sagde i sidste uge, at et stigende antal angreb i det nordlige Syrien har tvunget mange til at flygte.

- Over 152.000 kvinder, børn og mænd er blevet tvunget fra deres hjem i områderne omkring Aleppo og Idlib alene den seneste uge, sagde David Swanson fra FN's kontor for humanitære anliggender.

Der bor over tre millioner i regionen, som nu udsættes for tiltagende bombardementer.