Kina svarer igen og varsler øgede toldsatser på varer fra USA

16x9
Hummer importeret fra USA lander på en restaurant i Beijing. Men handelskrigen mellem Kina og USA besværliggør det frie marked. Foto: Jason Lee / Ritzau Scanpix

Kina varsler hævede toldsatser på amerikanske varer, kort efter at USA gjorde det samme på kinesiske varer.

Fra og med 1. juni vil Kina hæve sine toldsatser på flere amerikanske varer.

Det oplyser det kinesiske finansministerium mandag.

Det sker, få dage efter at USA pustede yderligere ild til en langstrakt handelsstrid mellem USA og Kina ved at hæve toldsatsen på kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollar.

Kinas varslede toldsatser ramme 5140 forskellige amerikanske produkter til en samlet værdi af 60 milliarder dollar, oplyser ministeriet.

Udmeldingen førte øjeblikkeligt til faldende kurser på Wall Street, hvor de vigtigste indeks står til at falde næsten 2,0 procent.

- Hele denne strid bliver mere og mere uoverskuelig og dyr for den globale økonomi. Indtil vi får et pusterum fra dette, vil markederne blive ved med at være under pres, siger Art Hogan, chefstrateg for de finansielle markeder hos National Securities i New York, ifølge Reuters.

- Hver stigning på toldsatserne er et slag mod den globale økonomi, og hvis den trækker økonomien ned, så vil den trække gevinsterne ned. Så aktiekurserne reagerer på det, siger han.

Vil ikke sluge bitter frugt

Amerikanske embedsmænd forsøgte i weekenden at få konkrete løfter fra Kina om lovændringer, men Kina gjorde det klart, at det ikke vil sluge "enhver bitter frugt", som skader dets interesser.

- Vi skal forvente, at Kina også kommer til at stoppe med køb af en række amerikanske varer, som det var tilfældet sidste år.

- Særligt landbrugsvarer vil formentlig blive ramt, og vi har da også set eksempelvis sojabønnepriserne falde, siden handelskrigen begyndte at eskalere i sidste uge, og de falder yderligere mandag, siger chefanalytiker og Kina-økonom Allan von Mehren i Danske Bank.

Redaktøren på den kinesiske tabloidavis Global Times har tweetet, at Kina muligvis også vil stoppe med køb af landbrugsvarer og energi, reducere ordrer fra flyproducenten Boeing og lægge restriktioner på servicehandel med Kina.