Udland

Twin Peaks-stjernen Peggy Lipton er død

Peggy Lipton (th.) som Norma Jennings i tv-serien 'Twin Peaks'. Scanpix

Ved siden af sin karriere som skuespiller har Peggy Lipton også udgivet flere sange, der blandt andet handler om misbrug og vold.

Skuespiller og sangerinde Peggy Lipton, bedst kendt fra tv-serierne 'Twin Peaks' og 'The Mod Squad', er gået bort i en alder af 72 år.

Det oplyser hendes to døtre, Rashida og Kidada Jones, til Los Angeles Times.

- Hun sov stille ind med sine døtre og niecer ved sin side. Vi taknemlige for hvert øjeblik, vi har haft sammen med hende, fortalte de i en meddelelse til avisen.

Tilbage i 2004 blev Peggy Lipton diagnosticeret med tarmkræft. Og ifølge Los Angeles Times var det også kræften, skuespillerinden kæmpede mod op til sin død.

Startede som model

Skuespilleren blev født i New York og begyndte at arbejde som model, da hun blev 15. Som 19-årig udvidede hun til skuespil, hvor hun medvirkede i tv-produktioner som 'The John Forsythe Show', 'Bewitched' og 'The Virginian'.

Peggy Lipton ses her med sin datter Rashida Jones i 2009. Begge døtre er blevet skuespillere ligesom deres mor.

Men de fleste husker hende nok bedst fra den amerikanske kultserie 'Twin Peaks', der blev vist for første gang i USA i starten af 90'erne. Her kunne man opleve Peggy Lipton som den omsorgsfulde caféejer Norma Jennings.

Selvom der kun kom to sæsoner og en film i første omgang, blev serien Emmy-nomineret og vandt en Golden Globe for bedste tv-serie.

Mange år efter, i 2017, gjorde serien comeback med endnu en sæson, hvor Peggy Lipton også medvirkede.

I sin karriere har hun desuden selv vundet en Golden Globe og været nomineret til en Emmy fire gange for sin rolle som hippien Julie Barnes i 'The Mod Squad', hvor hun medvirkede i årene 1968 til 1973.

Rollen resulterede også i, at hun efterfølgende blev set som et modeikon på grund af sit flower power-tøj i serien.

Peggy Lipton i 2017.

Kædet sammen med Elvis Presley

Sideløbende med skuespillerkarrieren har Peggy Lipton også udgivet flere albums, hvor hun blandt andet fortæller om et misbrug som barn og adskillige voldelige forhold.

Gennem tiden er hun på kærlighedsfronten blevet kædet sammen med musikeren Paul McCartney, entertaineren Sammy Davis Jr. og sangeren Elvis Presley.

I 1974 giftede hun sig med musiker og producer Quincy Jones, hvilket på daværende tidspunkt skabte store overskrifter, da man anså et ægteskab mellem sorte og hvide som kontroversielt.

Parret nåede at være gift i 12 år og få to børn, før de blev separeret i 1986 og senere skilt.

En af deres døtre, Rashida Jones, er selv blevet en succesfuld skuespillerinde, der blandt andet har haft en af hovedrollerne i hitserien 'Parks and Recreation'.