Udland

USA øger straftold på kinesiske varer, mens de to lande er midt i forhandlinger

USA indfører straftold på varer fra Kina til en værdi af over 1300 milliarder kroner, samtidig med at de to lande forhandler om en ny handelsaftale.

Forholdet mellem USA og Kina har taget endnu et dyk.

Det sker, efter at præsident Trump som ventet har indført forhøjede toldsatser på kinesiske varer. Straftolden blev indført klokken 06.01 dansk tid, hvor de nye satser med et pennestrøg røg i vejret fra 10 procent til hele 25 procent. I alt drejer det sig om told på kinesiske varer til en værdi af 200 milliarder dollars. Det svarer til 1300 milliarder kroner.

De to parter forhandler i øjeblikket om en ny handelsaftale, der efter Trumps udsagn gerne skulle være mere retfærdig og gunstig for USA. Kinesiske udsendinge forsøgte på en halvanden time langt møde at finde en løsning, der skulle undgå den øgede straftold. Men ifølge den amerikanske præsidents topforhandlere, så var kineserne hverken til at hugge eller stikke i.

Derfor endte den første runde af samtaler ud af tre uden resultat – men altså med en øget straftold på kinesiske varer.

Parterne fortsætter forhandlingerne senere i dag i Washington.

Kina vil svare igen

Fra Beijing er der skuffelse over Trumps beslutning om at indføre den øgede straftold og varsler samtidig, at der kommer et passende modsvar uden dog at komme med detaljer.

I en erklæring fra det kinesiske handelsministerium lyder det, at man fra Beijing håber, at amerikanerne besinder sig, og at ”parterne kan mødes på halvvejen og få problemet løst gennem samarbejde og forhandling”.

Handelskrig har ulmet længe

Handelskonflikten mellem USA og Kina - verdens to største økonomier - har stået på længe.

Forud for denne runde forhandlinger har der været pessimisme og frygt for, at handelskrigen mellem de to lande skulle eskalere, da Trump flere gange har beskyldt Kina for at svigte tidligere indgåede aftaler. På et vælgermøde onsdag i Florida sagde den amerikanske præsident, at Kina havde brudt handelsaftalen mellem dem.

- De har taget mange, mange dele af aftalen og genforhandlet dem. Det kan man ikke, lød det fra Trump torsdag.

Men det afviste Kina i går prompte.

Senere torsdag ændrede tonen sig pludselig, da Trump kunne fortælle, at han havde modtaget et "dejligt brev" fra Kinas leder, Xi Jinping. Men den gode tone ændrede sig, og tidligt fredag morgen dansk tid trådte den nye straftold altså i kraft.

Mange kinesiske varer bliver ramt

Omkring 6000 produkter fra Kina vil blive ramt af den forhøjede importtold.

Det er specielt telekommunikationsektoren, som bliver ramt. Kinesisk-producerede internetmodemmer, routere og andre apparater til datatransmissioner står nemlig for en stor del af den kinesiske import til USA.

Men også møbler, lamper, reservedele til biler og støvsugere ligger på listen over kinesiske varer, der bliver pålagt straftolden.

Europæisk økonomi vil lide

Det er ikke kun Kina, som kommer til at mærke den øgede straftold. Europæisk økonomi vil også lide.

Den franske finansminister, Bruno Le Maire, siger til CNews, at handelskrigen mellem Kina og USA udgør den største trussel mod den globale vækst.

- Det betyder, at tolden på varer går op, og dermed vil færre varer cirkulere på verdensplan. Det kommer til at gå ud over arbejdspladser i Frankrig og Europa, lyder det fra Bruno Le Maire.