Udland

Nye nordkoreanske missiltests slår sprækker i håb om fredsaftale

Den seneste uges missilaffyringer fra Nordkorea har slået sprækker i håbet om fred på den koreanske halvø.

Samtidig med testaffyringerne har USA torsdag beslaglagt en nordkoreansk fragtskib for at lægge maksimalt pres på styret.

Nordkorea har den seneste uge testet flere missiler, og torsdag skete det igen. På ordre fra landets leder Kim Jong-un blev et langdistancevåben ifølge landet selv affyret under en militærøvelse, selvom både Sydkorea og USA har hævdet, at der var tale om kortrækkende missiler.

Uanset hvad er testaffyringerne et knæk for de fredsforhandlinger, der har stået på i et års tid mellem landene.

Præsidentpaladset i Sydkorea har kaldt øvelsen for "stærkt bekymrende", og USA's præsident, Donald Trump, er heller ikke begejstret for testaffyringerne.

- Det var mindre missiler. Kortrækkende missiler. Ingen er glade for det, sagde Trump til journalister under et arrangement i Det Hvide Hus.

Trump og Kim Jong-un holdt i februar deres andet topmøde, men samtalerne endte uden håndgribelige resultater i forhold til Nordkoreas omstridte atomprogram.

- Forholdet fortsætter. Men vi må se, hvad der sker. Jeg ved, at de ønsker at forhandle, de taler om forhandlinger. Men jeg tror ikke, at de er parate til at forhandle, sagde Trump.

Taktiske præcisionsvåben

Ifølge en meddelelse fra militæret i Sydkorea affyrede Nordkorea torsdag eftermiddag to kortdistancemissiler fra Sino-ri i østlig retning.

De endte begge i havet efter at have fløjet henholdsvis 420 og 270 kilometer.

Og lørdag testede Nordkorea flere langtrækkende missiler og taktiske præcisionsvåben. Det skrev det statsejede nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.

Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap meldte, at sydkoreansk militær havde observeret testaffyringer nær byen Wonsan. Missilerne fløj op til 200 kilometer ud over havet.

Beslaglæggelse lægger pres

Samtidig med testaffyringerne har USA torsdag beslaglagt et nordkoreansk fragtskib, som ifølge amerikanske embedsmænd blev anvendt til at transportere kul i strid med internationale sanktioner. CNN skriver, at det var på vej mod Amerikansk Samoa og dermed amerikansk territorialt farvand.

Skibet, som også sejler med tungt maskineri til Nordkorea, er et af landets største, og det er første gang, at USA har beslaglagt et nordkoreanske fragtskib for at bryde sanktioner.

I en erklæring fra det amerikanske justitsministerium står der ifølge CNN, at beslaglæggelsen er for at lægge maksimalt pres på det nordkoreanske styre.

Skærpet spændingerne

Den seneste uges missiltest og beslaglæggelsen af fragtskibet har igen skærpet spændingerne på den koreanske halvø.

Det sker efter en længere periode med samtaler og forhandlinger på kryds og tværs mellem stormagter og det nordkoreanske styre.

Donald Trump har to gange mødtes til topmøde med Kim Jong-un. Hverken mødet i først Singapore eller senest Hanoi i Vietnam har ført til gennembrud i forhold til at få Nordkorea til at opgive sit atomprogram.