Udland

Sydafrika går til valg: De unge har mistet troen på et bedre liv

Præsident Cyril Ramaphosa modtager tilhængernes hyldest til et valgmøde på et stadium i søndags. Men de fleste unge synes ikke, der er så meget at juble over. Gianluigi Guercia / Ritzau Scanpix

Landet er misrøgtet i ufattelig grad og er blevet de spildte muligheders land. Onsdag går sydafrikanerne til valg.

En menneskealder. Eller et kvart århundrede. Det er, hvad sydafrikanerne har haft til rådighed siden det første frie valg i 1994. Og hvad er der sket? Ikke nær nok, hvis man spørger halvdelen af sydafrikanerne. Nemlig de unge. Dem, der er født efter afskaffelsen af apartheid – dem, der kaldes the born free.

Men det batter ikke meget at være født fri, hvis man ikke har et arbejde, et sted at bo eller går i skole, og det gælder for halvdelen af de unge mellem 15 og 24 år. Det er en meget uheldig - måske endda farlig - kombination: En ung generation uden noget, ikke engang et håb.

Fakta om ANC

  • ANC, African National Congress er den største og ældste politiske organisation i Sydafrika.
  • ANC blev grundlagt i 1912 som South African Native National Congress, i 1923 ændret til African National Congress — i daglig tale ANC.
  • ANC var den ledende nationalistiske modstandsbevægelse mod det hvide mindretalsstyre i Sydafrika, og efter at have vundet valget i april 1994 blev ANC's leder, Nelson Mandela, Sydafrikas første demokratisk valgte præsident.

Kilde: Den Store Danske

Og vi taler altså om Sydafrika, hvor der ingen ende var på forventningerne og håbene, da deres frihedshelt Nelson Mandela i 1994 blev præsident. Nu skulle bøtten i den grad vendes rundt, og verden sad og heppede med på sidelinjen.

Værdierne havde man i rå og misundelsesværdige mængder. De lå i jorden i form af guld, diamanter og andre mineraler, som verden stod i kø for at købe. Mineralerne og jorden var billetten til udvikling og jobs, ikke kun for de få som under de hvide.

Og når ANC kom til fadet, skulle vi bare se løjer: Frihed, lighed og broderskab.

Sydafrika er kontinentets stærkeste økonomi (i konkurrence med Nigeria). De har det hele, men de har også alle de svøber og dårligdomme, som præger alt for mange afrikanske lande. Korruption ikke mindst.

Imponerende nok kan man sætte bare ét navn på en stor del af ulykken, nemlig Jacob Zuma. Præsidenten, der fik lov til at misrøgte sit land i en helt enestående grad i de ni år han sad på posten, indtil det langt om længe – og for sent – lykkedes at få ham afsat i februar sidste år.

”Den tyvagtige kleptokrat”

Dog er det, som the Economist skriver, gået fremad, siden regnbuenationen blev født. De fattige er knap så fattige, flere har adgang til elektricitet, flere er rykket op i middelklassen, flere sorte køber hus. Der kan nævnes en lang række områder, hvor det er gået fremad.

Men – som bladet skriver – så er fremskridtene sket før 2009. Det var det år, hvor Zuma blev præsident.

- Det var dengang, den tyvagtige kleptokrat og hans kriminelle medløbere begyndte at tømme statsejede selskaber for værdier, plyndrede de lokale regeringer og ødelagde de institutioner, der var sat i verden for at forhindre denne udplyndring, skriver the Economist.

Der forestår en kolossal genopbygning på de rygende ruiner, og udlandets tillid og investeringslyst i Sydafrika skal erobres tilbage

Den nuværende præsident Cyril Ramaphosa står svagt. Det seks-mands råd, der i sidste ende bestemmer alt i partiet ANC (African National Congress) er delt lige over, tre er på Ramaphosas side, tre er imod ham.

Mange er stadig af den mening, at Zuma blev uretfærdigt behandlet. I det hele taget er ANC delt på kryds og tværs af fraktioner, og mange af korrumperede politikere sidder der stadigvæk. Kun et godt valg kan give præsidenten den vægt, der skal til for at rense ud blandt modstanderne i partiet.

- Vi risikerer en folkelig opstand

ANC har haft monopollignende magt siden 1994. Det er sjældent godt for nogen at sidde med uindskrænket magt, og det er da også gået tilbage med vælgertilslutningen lige siden.

Det største chok for de magtvante folk i ANC kom i 2016, da partiet mistede flertallet i tre store byer ved lokalvalgene, blandt dem Johannesburg og hovedstaden Pretoria.

Ifølge meningsmålingerne skal ANC nok også klare skærene denne gang, men skriften på væggen er klar: Der skal leveres på nogle helt afgørende punkter som jobs, boliger og uddannelse. Det har de ventet på i næsten 25 år.

Så galt står det til, at iagttagere ikke vil udelukke en folkelig opstand, hvis ikke der sker noget snart, fordi en blanding af korruption, en uduelig stat, lav vækst, høj arbejdsløshed og ekstrem ulighed er farlig.

Frans Cronje fra IRR (Institute of Race Relations) skriver:

- Hvis Sydafrika ikke tager de desperate mennesker alvorligt, vil vi komme dertil, hvor en plyndrende hob vil marchere ned ad Johannesburgs hovedgade og sætte ild til bankerne og advokatfirmaerne… det er en meget farlig cocktail, der er ved at udvikle sig.

Sydafrika har alt – undtagen tillid

Så når ANC i valgkampen har slået på, at de vil kickstarte økonomien og bekæmpe korruptionen, giver det god mening. Men mange af de unge tror ikke længere på ANC.

Nogle af dem vender sig mod EFF, the Economic Freedom Fighters, der er en radikal udbrydergruppe fra ANC og det næststørste oppositionsparti.

EFF går blandt andet ind for at ekspropriere landbrugsjord og give det til de sorte – uden kompensation til ejerne vel at mærke. I det hele taget er landbrugsreformer et stort emne i Sydafrika. Partiet vil også nationalisere minerne, der er rygraden i landets økonomi, og tilbyde gratis undervisning på universiteterne.

Det største oppositionsparti Democratic Alliance (DA) kæmper med splid i egne rækker.

Som the Economist skriver, så har Sydafrika nogle af verdens største naturressourcer. Men det, som landet har mest brug for – tillid – er en mangelvare.