Udland

Finansminister afviser at udlevere Trumps skattepapirer

Under valgkampen i 2016 afviste Trump at offentliggøre sine selvangivelser for de seneste år. Saul Loeb / Ritzau Scanpix

Udvalg i Repræsentanternes Hus får afslag på anmodning om at få indblik i præsident Trumps skatteforhold.

Et juridisk slagsmål om præsident Donald Trumps skatteopgørelser er under opsejling i USA.

Et udvalg i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal, har anmodet om at få udleveret Trumps skattepapirer. Men det afviser finansminister Steven Mnuchin, skriver nyhedsbureauet AP.

Som finansminister er Mnuchin den øverst ansvarlige for skattevæsnet.

Mnuchin begrunder afslaget med, at kravet fra udvalget "mangler et legitimt lovgivningsmæssigt formål".

Det skriver han mandag i et brev til demokraten Richard Neal, der er formand for det udvalg, som har udbedt sig skatteopgørelserne.

Mnuchin oplyser, at beslutningen er truffet på baggrund af konsultationer med justitsministeriet.

Et juridisk slagsmål

Afvisningen, som ifølge USA-analytiker og cand.mag i amerikanske studier Mirco Reimer-Elster var helt forventet, kan udløse et juridisk slagsmål om Trumps skattepapirer.

- Demokraterne vidste selvfølgelig godt, at præsident Trumps finansminister, Steven Mnuchin, ikke havde nogen intentioner om at udlevere præsidentens selvangivelser. Trumps stabschef, Mick Mulvaney, udtalte allerede sidste måned, at Demokraterne "aldrig" får fat i skattepapirerne. Det samme har finansministeren indikeret i flere uger, siger Mirco Reimer-Elster.

I stedet venter nu et juridisk slagsmål om udleveringen af skattepapirerne.

- Med sine manøvre formåede Mnuchin at trække tiden, inden skattepapirspørgsmålet nu lander ved domstolene. Vi skal næppe forvente, at vi får selvangivelserne at se inden for en overskuelig fremtid, måske ikke engang før valgdagen i 2020, hvis det juridiske slagsmål går hele vejen til højesteretten, siger Mirco Reimer-Elster.

Richard Neal fremsatte første gang sit krav i begyndelsen af april. I en formel forespørgsel til skattevæsnet bad han om at få udleveret Trumps skatteopgørelser for årene 2013 til 2018.

Og hvis det ikke skete, ville han gå til domstolene for at få dem.

Mnuchin kaldte kravet for "uhørt". Han advarede om, at det rejste "forfatningsmæssige spørgsmål".

Demokraternes bedste mulighed er ifølge AP nu at indlede en retssag mod skattevæsnet.

Richard Neal oplyser i en erklæring mandag, at han vil "rådføre sig". Først derefter vil han komme med et "passende" svar på Mnuchins afvisning.

Præsidentens forretninger og interessekonflikter

Demokraterne sikrede sig ved midtvejsvalget sidste efterår flertallet i Repræsentanternes Hus. Siden da har partiet øget presset for at få udleveret præsidentens selvangivelser.

Det vil give dem et indblik i præsidentens forretninger og mulige interessekonflikter.

Mnuchin har tidligere beskyldt Demokraterne for at have politiske motiver til at ville se Trumps selvangivelser. Og det har de også, forklarer Mirco Reimer-Elster:

- Demokraternes håb er, at der er god grund til, at præsidenten har valgt at bryde med den uskrevne regel om at offentliggøre sine selvangivelser. At han er bange for, at der gemmer sig ubehagelige og politisk problematiske oplysninger i papirerne. Derfor kommer Demokraterne i delstatsforsamlingen i New York også til at prøve alt for at få fat i præsidentens papirer ad den vej.

Under valgkampen i 2016 afviste Trump at offentliggøre sine selvangivelser for de seneste år.

Det er der ellers tradition for, at præsidentkandidater gør. Alle præsidenter siden Jimmy Carters tid har frivilligt lagt deres skatteoplysninger frem.

- Det her handler ikke om præsidentens privatsfære, men om den politiske sfære. Kongressen har ret til at kræve selvangivelserne udleveret, men Trump og hans administration har altså endnu engang ikke tænkt sig at samarbejde med USA's lovgivende forsamling, siger Mirco Reimer-Elster.