Udland

20-årig norsk kvinde død af rabies efter hundebid på ferie

Vilde hunde er blandt smittebærere af rabies. Mohamed Al-sayaghi / Ritzau Scanpix

Kvinden fik intensiv behandling, men mandag aften måtte lægerne opgive at redde hende.

En 20-årig norsk kvinde er død efter at være blevet smittet med rabies, også kendt som hundegalskab.

Kvinden blev bidt af en hund under en rejse i Sydøstasien for to måneder siden. Det skriver NRK.

Fakta om rabies

  • Hundegalskab eller rabies er en meget alvorlig virusinfektion, som findes i store dele af verden
  • Hundegalskab smitter ved bid fra pelsbærende pattedyr, eksempelvis hund, kat, flagermus, ræv og gnaver, som er smittet med sygdommen
  • Tiden fra smitte til symptomerne opstår er i størrelsesordenen uger til måneder
  • De første symptomer kan være følelsesløshed og smerte i huden ved bidstedet
  • Vaccination anbefales kun til personer, som skal opholde sig i længere tid i landområder i Sydøstasien, Afrika og Sydamerika
  • Omkring 60.000 mennesker dør hvert år af rabies

Kilde: Sundhed.dk og Fødevarestyrelsen

Kvinden blev testet positiv for rabies torsdag i sidste uge og blev lørdag indlagt på sygehuset i Førde.

Kvinden var alvorligt syg og fik intensiv behandling, men mandag aften måtte lægerne opgive at redde kvinden.

- Patienten døde fredeligt med sin nærmeste familie omkring sig, siger sygehusdirektør Trine Hunskår Vingsnes til NRK.

Rejsefæller undersøges

Den afdøde kvinde havde rejst med flere andre personer fra Norge, der nu vil blive kontaktet med henblik på undersøgelse.

Rabies eller hundegalskab er en alvorlig virussygdom, der smitter fra dyr til mennesker ved bid, krads eller spyt. Mennesker smittes oftest ved bid fra hunde, flagermus og aber.

Der kan gå fra tre uger til tre måneder, fra man er blevet smittet, til symptomerne begynder - i enkelte tilfælde kan det være op til flere år.

Selvom man bliver bidt af et dyr, der har rabies, er det ikke sikkert, at man bliver smittet.

Rabies findes spredt over alle fastlandsområder i Asien, Amerika og Afrika. Også Grønland og flere lande i Europa har rabies i deres dyrebestande.

Rabies er tidligere konstateret i Sønderjylland, mens Sverige, Norge og Storbritannien er fri for virus.