Udland

Passagerer tog håndbagage med ud af nødlandet fly - 41 brændte ihjel

Årsagen til, at et russisk fly i går måtte nødlande i Moskva og efterfølgende brød i brand, er endnu ukendt, men begge flyets sorte bokse er fundet.

Mindst 41 mennesker omkom, da et brændende passagerfly af typen Sukhoj Superjet 100 fra selskabet Aeroflot i aftes måtte nødlande i Moskva-lufthavnen.

Men dødstallet kunne sandsynligvis have været mindre.

Det er irrelevant at tage sin baggage med ud i sådan en situation

Michael Dines, luftfartskonsulent

Billeder af den efterfølgende evakuering fra det forulykkede fly viser, at flere passagerer havde taget deres håndbagage med ud af det brændende fly og roligt gik derfra trækkende med en trolley.

Passagerer tog sig tid til at få deres håndbagage med ud af det brændende russiske fly
41 personer omkom som følge af det forulykkede russiske fly

Og det er stik imod de gældende europæiske retningslinjer for luftfart, siger luftfartskonsulent Michael Dines til TV 2.

Brændende fly i Moskva

Hvad skete der?

Et russisk passagerfly brød søndag under nødlandingen i Sheremetyevo Lufthavn i Moskva i brand. 40 passagerer og et besætningsmedlem omkom.

Hvorfor skete ulykken?

Det er endnu uvist. Flyet havde en meget hård nødlanding og bumpede flere gange hen ad banen under landingen. Ifølge flyselskabet og dansk ekspert var flyet ikke i brand under indflyvningen.

Hvad nu?

Den russiske præsident Vladimir Putin har beordret en grundig undersøgelse af ulykken. Arbejdet bliver hjulpet på vej af, at efterforskerne har hele flyet stående på landjorden.

Handler irrationelt

For der er nemlig ingen tid at spilde, når passagerer skal evakueres fra et brændende fly.

- Det handler kun om én ting - at komme ud af flyet og væk så hurtigt som overhovedet muligt. Der skal så mange passagerer ud - på så kort tid som muligt. Ingen skal bekymre sig om deres bagage, for det koster tid, og det er der i den situation ikke råd til, siger Michael Dines.

Et russisk Aeroflot Sukhoj Superjet 100-fly måtte i går nødlande i Moskva.

Han forklarer, at der i europæisk luftfart er en helt fast procedure, hvor kabinepersonalet leder evakueringen og udstikker ordrer.

I tilfælde af en evakuering bliver passagererne bedt om at tage skoene af, så de ikke risikerer at punktere flyets redningsslisker, samt efterlade al håndbagage.

- Passagerer på flyet handler irrationelt - formentlig på grund af panik. Det er irrelevant at tage sin baggage med ud i sådan en situation, siger Michael Dines.

Flyet måtte nødlande i Moskva-lufthavn

Flystyrtet skete i russisk luftrum, og derfor kan der være andre procedurer gældende, påpeger Michael Dines.

Han mener dog, at billederne af passagerernes opførsel på landingsbanen "ser mærkelig ud".

Det kan sagtens have kostet menneskeliv, at de forreste passagerer har taget sig tid til at få deres bagage med sig

Peter Meilby, pilot og ekspert i flysikkerhed

Hvert sekund tæller

Peter Meilby er pilot, ekspert i flysikkerhed og tidligere flyvechef i Thomas Cook Airlines.

Han fortæller til TV 2, at en evakuering af et fly i samme størrelse som Sukhoj Superjet 100 maksimalt må tage 90 sekunder, hvis halvdelen af flyets udgange er blokeret.

- Den største hindring ved at få evakueret et fly er passagernes opførsel. Kabinepersonalet er trænede i sådanne situationer, men det er passagererne ikke, siger Peter Meilby.

Den tidligere flyvechef fortæller, at krisesituationen i det forulykkede fly kan opfattes vidt forskelligt inde i selve kabinen, selvom det er et relativt lille fly med plads til 78 personer plus besætning.

Og det kan være en afgørende faktor for, hvor mange passagerer der blev reddet ud af det brændende fly.

- Folk kan have vidt forskellige opfattelser af, hvad der sker. De forreste har ikke nødvendigvis opdaget, at de bagerste passagerer var i fare. Det kan sagtens have kostet menneskeliv, at de forreste passagerer har taget sig tid til at få deres bagage med sig - for hvert sekund tæller, siger Peter Meilby.

Den udlægning er luftfartsskribent Geoffrey Thomas enig i.

Ifølge det australske nyhedsmedie News.com.au siger han, at det er "ekstremt sandsynligt", at dødstallet kunne være lavere, hvis evakueringen var foregået hurtigere.

Sorgen er stor i Rusland, efter en stor del af passagererne på et fly søndag omkom, da flyet måtte nødlande i en lufthavn i Moskva. Flyet hoppede ifølge en overlevende fra flystyrtet som en græshoppe, inden det brød i brand.

Håndbagage skaber undren

Evakueringen af flyet og passagerernes opførsel er et emne, som russerne taler om. Det fortæller TV 2s journalist Claus Borg Reinholdt, der dækker Rusland tæt.

- Avisen Kommersant har en stor artikel om, at de passagerer, som nåede at komme ud af det brændende fly, havde deres håndbagage med. Og det undrer mange. Avisen interviewer en anonym stewardesse fra Aeroflot, som utvetydigt siger, at man ikke må tage noget som helst med ud i tilfælde af flyulykker, siger Claus Borg Reinholdt.

Flyet lettede fra Sjeremetjevo-lufthaven søndag klokken 18.02 og gennemførte ifølge lufthavnen en nødlanding klokken 18.30.

37 af de 78 personer ombord på det brændende nødlandede fly i Moskva fik reddet sig ud i live. Det oplyser talspersonen, Svetlana Petrenko, til det russiske nyhedsbureau Tass.

Tre mulige årsager

De russiske myndigheder arbejder dagen derpå ud fra tre mulige årsager til ulykken.

Den første er piloternes manglende kvalifikationer, tekniske fejl på flyet og endelig vejret.

- I aftes var der torden i Moskva-området, og flere passagerer har sagt til russiske aviser, at de oplevede, at flyet blev ramt af et lyn og derefter vendte om med kurs tilbage mod Sjeremetjevo-lufthavnen, fortæller Claus Borg Reinholdt.

Havarieksperter i Rusland siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at man har fundet begge de "sorte bokse" fra det havarerede fly, og det kan give svar på, hvorfor flyet måtte nødlande.